Følelsernes mange farver

Der er så mange følelser på en enkel dag. Glæde, grin, vrede, tristhed og store livs kriser, jalousi og usikkerhed, angst og tryghed. Der er så mange lykkestunder i løbet af dagen. Og disse må lagres endnu bedre til når solen går ned. Jeg fik lidt en opvågning, da jeg spurgte min datter, om vi ikke begge skulle fortælle om 3 ting der havde været gode i løbet af hele dagen. Hun kunne ikke rigtig huske noget godt. Lige den dag hvor jeg synes vi havde haft det så godt. Hun kunne mest huske de gange jeg havde talt lidt bestemt. som da jeg havde sagt, at hun ikke måtte rulle rundt på den store pilates bold ude i det lille køkken og entre, mens jeg forsøgte at få os begge klar til at komme udenfor, som hun gerne ville. Heldigvis lidt efter noget tid, kunne hun huske at det var ret sjovt, da vi havde leget med bold udenfor.

Næste dag klippede Lærke farvet papir ud, da jeg foreslå at hun kunne give mig et kort, der fortalte hvad hun følte. Altså hun kunne give mig et rødt kort, når hun følte jeg skældte ud og hun blev bange, og ligeledes et grønt kort hvis hun syntes at vi havde det rigtig rart og hvis jeg gjorde noget der gjorde hende meget glad. Lærke valgte selv farven blå, til hvis hun var ked af det. Og valgte lilla til hvis hun var rigtig rigtig glad. Hun kom selv med ideen, at der var kort hun kunne give til mig og kort der vidste hendes følelser som ikke decideret betød at jeg var skyld i disse følelser. Kortene gjorde at vi hurtigere kom ud af en stresset situation og gjorde også at Lærke blev mere opmærksom på alt det gode, sjove, dejlige der skete i løbet af en dag. Om aftenen sad vi der med kortene. Jeg kunne også godt give kort. Gav kun når det var grønt. Men det var ikke så vigtigt. Vigtigst var at hun nu havde et redskab som kunne formidle hendes følelser både når glad men også når ængstelig.

Jeg blev inspireret af en skole som anvender farver – grøn gul og rød – som de giver deres elever, hvis eleven opfører sig godt eller skidt, Jo flere grønne kort eleven får des tættere på en belønning. Jeg undrede mig over, hvorfor det ikke også var omvendt. Eller hvorfor skolen kun taler om belønning hvis de giver eleverne grønne kort. Hvad med at læreren tager det som en opfordring til at gøre sig mere umage, hvis læreren må give mange røde kort i løbet af en time? blev så glad da jeg først læste det på skolens profil, fordi jeg et øjeblik så det som elevens måde at udtrykke sine følelser, glæde og vrede. Til børn som kan have svært ved at sætte ord på følelser, eller som ikke har lyst til at sige noget om sig selv, mens andre børn hører på det. Et farvet kort var da et super pædagogisk redskab til at formidle følelser. Hvis læreren har behov for at anvende et rødt kort, kunne det sige noget om at barnet faktisk er meget ked af det og bare slet ikke kan være i følelsen og bliver så udadreagerende eller drillesyg eller storgrinende. Vigtigt at kunne afkode det enkelte barns måde at reagere på i forskellige følelses udbrud. Hvordan ser barnets følelser egentlig ud? Hvilken farve har barnets følelser egentlig? Er det det røde kort der burde gives, eller giver det blot barnet en følelse af, at være endnu mere forkert inden i, og gør kortet faktisk barnet mere trist inden i. Måske læreren skulle være gå lidt dybere ind i følelses landkortene før de kaster farvede kort der fortæller barnet hvilken følelse barnet er i. Og de børn der så sidder pænt og får grønne kort, gør de det fordi de er glade eller fordi det forventes af dem, eller blot får at få en belønning? Bliver børns følelser pludselig kategoriseret og endda lagt i en forkert følelses kasse? Her er tale om et anvendt pædagogisk redskab på en dagbehandlingsskole.

Børns opfattelser af fx skænderi. Skændes vi eller diskuterer vi. Hvor vi som voksne ofte kan være enige om at være uenige, men hvor diskussionen alligevel kan lyde og føles som skænderi, og til tider udvikle sig til et skænderi. Selv for den voksne er denne grænse svær, så hvordan skal barnet kunne mærke hvor grænsen går. Hvis barnet sige – lad være med at skændes – er det en reel følelse der bør tages alvorlig.  Jeg har hørt voksne sige bestemt til barnet der spørger: Vi skændes ikke, vi diskuterer bare. Men bare er ikke bare bare. Voksne kan også have forskellige opfattelser af diskussion og skænderi.

Lærke sagde en morgen, at hun syntes vi altid skændtes om morgenen. Det havde jeg slet ikke følelsen af, men spurgte så i vores små uenigheder om hun syntes vi skændtes. Og hun sagde. Ja vi skændes. Jeg forklarede at man godt kan være uenige uden at skændes, men at jeg ville gøre mig umage for at være mere opmærksom på dette.

Når børn bliver skældt ud, kan de føle det som at blive slået. Ørerne lukker af og følelserne mærker styrken af ordene, og det gør ondt inden i dem.

Hvornår er diskussion egentligt et skænderi? Det kan selv dem der er i det, være uenige om.  Hvis begge parter usynlig ønsker om at få ret og få det sidste ord, uden egentligt at lytte til den anden. Bare ord kasteri, forklaringer, benægtelser. Ord mod ord. Er det en diskussion, en kommunikation, eller burde det ikke hedde et skænderi?  Jeg mener det er barnets følelse, barnets øje der ser sandheden i denne situation, og barnet skal derfor ikke affærdiges med et nej vi diskuterer bare, eller nej sådan er det ikke, sådan hænger det ikke sammen, du tager fejl. Det bør være den voksne der skal stoppe op og lytte og ikke forklare sig straks, men lytte og sige, jeg forstår godt du følte det som om vi skændes og ikke kan lide hinanden, og det gjorde vi måske også. Nu vil vi tale stille og roligt og lytte til hinanden også.

Ved godt at det er lidt svært når man er overkørt af job, for lidt søvn, og forskellige meninger, og glemte aftaler.

Følelserne skal i den grad respekteres store som små. Følelserne er vigtigt for barnets pejling i livet og i sig selv. Social og personlig identifikations opbyggende. Børn husker i følelser. Indlæring sker hvis en følelse omringer den nye viden. Børn husker også utrolig godt hvis  følelserne er med i spil. På både godt og ondt. Desværre vejer de negative stemninger og følelser tungest. Ord der bliver sagt i en skæld ud form, lagrer sig i barnet og opløses ikke i utallige positive handlinger og oplevelser og forklaringer og undskyldninger bagefter. Kan måske opblødes men ordene, følelsen sidder fast og tages med. Lige meget hvor meget jeg har været her og passet på min Lärke, og alle de gode stunder vi har haft sammen, husker hun at jeg sagde pænt vred, da hun var 4 år gammel, at jeg elskede hende men at jeg ikke kunne lide hendes ekstreme behov for kun at kunne være glad, når hun fik gaver. Jeg hældte alle hendes bamser ud på vores store gulv og der var top på. Alt var min egen fejl. Og masser af undskyldninger har og havde jeg. Men i dag siger hun stadigvæk. Jeg husker dengang jeg var 4 år gammel ,og du sagde at du elskede mig, men at du ikke kunne lide mig. Vi talte om det. Vigtigst var det, at jeg hørte hende, og sagde at jeg godt kunne forstå hun var og er ked af det. Og forklarede også hvad jeg havde ment dengang. Og jeg jeg stor elsker hende og jeg kan lide alt ved hende. Jeg kan lide hele hende og det  var min fejl dengang at sige som jeg gjorde. Og hun har tilgivet mig, men følelsen i hende forsvinder ikke. Jeg som forælder og voksen kan tage ved lære, og gøre mig mere umage, så ord ikke bare flyver ud af munden en anden gang., uden tanken. Konsekvenserne er alt for store. Selv voksne oplever at ord ikke bare lige sådan kan tages tilbage. Skønt masser af undskyldninger. Engang sagt og lagret er de. Især hvis følelsen har været stærk omkring ordene, som i et skænderi.

Jeg har oplevet, at det at Lärke kan give udtryk for sine følelser lige med det samme, ved at give mig et kort, gør at hun handler og herved selv er med til at flytte sig fra situationen og har redskab til at ændre en situation og stemning, som hun ikke kan lide. Hendes handling at kunne gøre noget, gør at hun bevæger sig væk fra den negative følelse, der ellers kunne have siddet fast inden i hende. Hun er også glad for at kunne give mig grønne kort. Jeg får flest grønne kort heldigvis, men sikkert fordi jeg selv er mere opmærksom på at en bestemt tone opfattes af hende, som om jeg skælder ud. Ligesom et falsk smil og blid stemme, for ikke at lyde vred, også giver negativ stemning i hende. Ærlighed. Man kan være ærlig i normal stemmeføring, med hverken falsk blid eller dyb bestemt stemme.

Heldigvis at være sammen i nærvær og begge glemme tid og sted er så givende for alle parter. Men sådan kan det ikke være hele dagen lang i vores samfund. Så det med kort og tanken og lytten til hinanden er rigtig gode redskaber hos os.

 

 

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.