DET TOMME RUM

Jeg var til en samtale på en dagbehandlingsskole for at se om den passede til min datter. Der blev sagt nogle ting, som jeg i den grad undrede mig over fx:

”Det er vigtigt at børnene falder hurtigt ned igen efter en sjov aktivitet, hvor de har været helt oppe at køre i glæde. Endorfinerne pisker rundt i kroppen, i den fysiske leg, men så skal de også falde ned, så de ikke bliver overstimulerede. Og de skal jo lære, at der både er sjove og kedelige fag i skolen. Så de kan lære at gå på arbejde senere.”

Hvorfor skal der være kedelige fag i skolen og hvorfor tænke på arbejde i 1. klasse?

Skolen kan og burde være inspirerende og opmuntre til læring med fx fortællinger, bevægelse, natur, musik, sang og bevægelse. Eleven lærer, når læreren gør sig umage, og når læreren viser begejstring og glæde. Hvis eleven keder sig bør læreren gøre sig mere umage og evt  skolesystemet ændres. Lyt til børnene. Der må findes en givtig inspirerende glad indlærings opskrift i folkeskolen.

Med hensyn til musik fik jeg at vide, at de børn der ønskede musik, fik høretelefoner på, for ikke at forstyrre de lydsarte elever.  Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er de børn, som bruger musikken til både at finde ro i arbejde og til at finde balance i stemninger inden i når de er alene og  når de er sammen med andre, at det er de børn som, skal have ørebøffer på. Musik har en terapeutisk virkning. Så hvorfor er det stilheden, der prioriteres højst. Hvorfor kan de så ikke skiftes. Nogle dage kunne de lydsarte børn have høreværn på og andre dage kunne de musik glade børn have ørebøffer på. Eller dele dagen op, så hver dag med og uden ørebøffer på. Jeg tror børnene bliver isolerede fra det sociale samvær, hvis de altid skal have høretelefoner eller høreværn på.  Og så er der også det, at det kan være ubehageligt for følsomme børn, ja for alle børn at have på i længere tid ad gangen. Man kan også blive sådan lidt virkelighedsfjern, når man har høretelefoner på. Visse høreværn kan man åbne for lyden, til det man nu kan holde til. Så her kan virkeligheden, lydene omkring høres, hvis dette ønskes. Jeg er bare i chok over at musik skal gemmes væk. Jeg er fortaler for musik, og ser den store virkning det har på mange forskellige mennesker og børn.

Og hvorfor må børnene ikke være rigtig vildt glade længere tid ad gangen, end de 15 minutter jeg fik at vide at børnene kunne holde til? Hvordan vurdere læreren at glæden skal stoppe for at barnet ikke bliver overstimuleret og viser det senere derhjemme? Kan barnet ikke også godt blive trist over at skulle falde hurtig ned og måden barnet måske falder ned på i en måske for hurtig mindre glad stemning. Og lade dette komme til udtryk senere derhjemme. Skiftet mellem både aktiviteter og skiftet mellem følelsestilstande.

Jeg spurgte ind til, hvordan de forberedte børnene på sjov aktivitets slut og hvad der skete i hullet mellem det sjove og så det kedelige, som de sagde var vigtigt, både for det senere arbejdsliv og så for at børnene ikke blev overstimuleret. Jeg fik at vide at de forberedte børnene med time visuel ur, som vidste når de 15 minutters fx stikbold sluttede. Jeg spurgte om hvordan overgangen mellem de to ting foregik, men det var der ikke lagt vægt på.

Jeg har i mine mange år med min datter og også med andre børn og i praktik i institutioner, lagt meget mærke til hvor voldsomt skiftet mellem aktiviteter føles for det enkelte barn. Nogen klarer det bedre end andre, men det burde de ikke klare alene. Skift er svært.

Hullet mellem aktiviteter fylder så meget i børnene. Uvisheden, følelsen af at falde ned i et dybt hav uden bund. Uret bliver stillet. Den voksne siger at børnene kan spille bold i 15 minutter og så skal de stoppe. Uret der viser tiden visuelt stilles måske og den voksne føler at han eller hun nu har gjort alt de kunne for at forberede børnene, så de ikke bliver overraskede negativt når legen stopper.

Men legen stopper jo stadigvæk. Uret er standset og hvad skal der nu ske? Børnene er glade og i højt humør og tiden stopper. Alt står stille. Tankerne går på overarbejde. For hvad skal der ske nu. Det var så sjovt, men hvad nu? Nogen af børnene siger, ej ikke stoppe nu, vi har det lige så sjovt. Og måske bliver de ved med at sige det, og den voksne bliver ligeledes ved med at sige, ja desværre det er kedeligt, men jeg havde sagt det, og uret stoppede på aftalt tid. Barnet bliver ved. Ikke fordi barnet er uopdragent og på tværs, men fordi barnet ikke vil drukne. Pausen mellem aktiviteterne, uvisheden sætter så store spor, og kan gøre en hel dag dårlig i barnets erindring, skønt så utrolig mange skønne stunder. STOP. I stedet for at forberede barnet på at legen stopper, kunne den voksne forberede barnet på en anden aktivitet. Og hvis barnet stadig ikke tør give slip på aktiviteten og de følelser der var med i denne leg, så vil det hjælpe hvis den voksne kommer i børnehøjde, og sætter sig ind i, hvad der rent faktisk sker inde i barnet. Giv barnet fornemmelsen af forståelse og hør på barnet.

Mange børn føler ubehag i dagens mange skift. Små som store. Selv voksne kan føle sig utrygge, hvis de ikke ved hvad der skal ske.

Vigtigt at børn for medbestemmelse. Ikke at de skal bestemme alting, men så de har følelsen af at blive hørt og respekteret i en form for medbestemmelse, så de kan føle sig trygge. Det vil vi også helst være.

Man kan jo lege med barnet på vej til næste aktivitet, som fx ”hvem kommer først”. Eller tal med hånden. ”Jeg vil blive her og spille videre”. Og den anden hånd svarer: ”Ja det var rigtig sjovt, men jeg er helt nysgerrig på hvad vi nu skal, og i øvrigt er jeg sulten, så skulle vi ikke gå hen og få lidt frokost”. Få lidt sjov med i spil her. En hurtig opdigtet sang, melodi, eller en farvel sang og en goddag sang til det nye, og en fantasi vej derhen. Tag barnet i hånden, leg, vær med det, gør barnet trygt. Se det barnet rigtigt siger, og ikke det barnet siger for at skjule sin frygt.

Der er ikke tale om et barn, der skal sættes på plads, men et barn der ikke tør slippe, der er bange for at falde og drukne, et barn der ikke tør vise sin angst. Det er godt at være nærværende med barnet i aktiviteten, men også i alle de små og store overgange.

Voksne kan måske forstå det, hvis man sammenligner følelsen, med den der kan opstå, når en god opslugende roman er  læst færdig. Det poetiske rum, nærværet med historien slutter,  og man kan få følelsen af ensomhed og tomrum. Det tager lidt tid at finde sig selv. Det er svært lige at komme i gang med en ny bog, ny film eller med andre interesser. Vi voksne kan også have svært ved at sige på gensyn, farvel når vi har haft en rigtig god stund sammen med familie og venner. Selvom vi skal ses igen. Man må finde sin dynamik frem, for at komme videre.  Og det kan være svært.

Revet med og opslugt af en film, bog, teaterstykke, tv serie kender vi nok alle, og det er svært lige at slippe stemningen. Vi som voksne har brug for en rolig overgang til noget andet.
Vi finder ofte noget andet at tage os til, spiser en mad :-). Det kan selv for os voksne være svært at finde vej tilbage ind i os selv og finde balancen. Voksne kan ligeledes have brug for en pause, en lille stund for at omstille sig fra arbejde til familielivet og omvendt. At omstille sig hører jeg tit voksne tale om.
Så at forberede børnene på et skifte gøres ikke blot ved at stille et ur, der visuelt viser tiden. Børn bliver jo flere gange dagligt suget ind i et nærvær med andre børn og voksne, aktivitet, en film, en historie der bliver læst op. Slut prut finale er ikke helt nok til at slippe og sige farvel og se frem til andre glæder.

Så lad ikke barnet stå alene der, hvor barnet er allermest utrygt. I skiftets store tomme rum.

 

 

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.