Året i specialskolen i 1. klasse gik slet ikke. Lärke var der højst i 25 dage af 2-4 timer. Den første måned blev hun langsomt indkørt i skolen, men så mange ting gik galt. Og da lærerne efter en ellers dejlig dag, som Lärke udtrykte det, havde flyttet rundt på børnenes pladser i klasseværelset, blev hun meget ked af det og fyldt med angst. Denne omflytning var vi forældre ikke blevet informeret om. Det tog 3 måneder før hun kom tilbage i skolen igen. Hun måtte i denne periode ikke få sin plads tilbage, da der skulle tænkes på alle 8 børn i klassen. Grundet angst kunne hun ikke. Hun var så bange for, ikke at kunne finde sin plads efter frikvarter. Efter 3 måneder fik hun sin ene sidde plads tilbage ved tavlen, og hun ville straks i skole igen. Vi havde et stor møde på skolen, hvor det blev aftalt, at Lärke ikke skulle ud i frikvarteret, da hun var bange derude, pga de havde glemt hende en dag. Men det var pædagog ikke blevet informeret om, så dagen efter blev hun sendt hun ud i -10 graders kulde med lille jakke på. Hun sagde endda, at det ikke var aftalen, men ud skulle hun, fik hun at vide. Hun frøs så meget. Og Lärke har det svært ved både at fryse eller have det for varmt. Jeg hentede hende, og hun var vred. For jeg havde lovet hende, at hun ikke ville blive presset udenfor. Vi havde en aftale nu med 3 dage om ugen á 2 timers varighed, men denne gik nu i vasken, da Lärke blev syg med høj feber og mellemørebetændelse grundet kulden. Efter 3 uger blev hun rask og ville gerne forsøge igen. Men denne dag var der vikar og en praktikant, som holdt stopdans for alle børnene inde i tumlesalen. De sagde at børnene ikke måtte røre ved noget og måtte ikke forlade rummet. Det resulterede i, at Lärke ikke turde gå ud og tisse, og derfor ikke kunne holde sig. Det var ikke en glad pige jeg hentede. Hun var ked af det, flov og vred over, at de aldrig overholdt deres aftaler på skolen. Herefter ville hun ikke forsøge igen. Og til næste møde sagde de, at skolen ikke var rustede til at have Lärke. Alle mente at en dagbehandlings skole ville være bedre. Så der skulle skrives en ny PPV, en pædagogisk psykologisk skrivelse om Lärke og om os som forældre. Herefter en paragraf 50 igen om Lärke og forældre. Og Lärke behøvede ikke at komme i skole igen, før efter sommerferien når ny skole var fundet. Så 1. klasse trinet og 0.klasse læring foregår herhjemme eller bare løbende igennem dagen og i lege form, da hun får stress over ikke at kunne løse opgaverne i lærebogen. Det kan hun sagtens, men hendes angst gør det vanskeligt for hende. Hun elsker at lære. Og hun forsøger at lære sig selv at læse og skrive, og spørger engang i mellem.
Jeg synes det er en spændende proces. Læring uden skolens danskbog. Lärke reagerer negativt, og når jeg hører, at børnene jo skal forberedes til et arbejde som voksen, og det er derfor de skal sidde så længe i klasselokalet stille, og skrive i deres bøger, undrer jeg mig. Jeg synes det er meget tidligt at bekymre sig om deres arbejdsevner som voksen, og hvis man allerede skal det, så er det jo ikke alle voksne der sidder ned fra 8-17 og arbejder.
Jeg har endnu ikke fået bevilget tilskud til et voksen pauserum, skønt der står mange steder, at dette er ene voksen, der er på hele døgnet, berettiget til. Samtidigt kan jeg læse inde på autisme spektrum foreningens hjemmeside, at det er en stort set umulig opgave, at være alene forældre fuldtid med et barn med GUA diagnose. Det er svært for familie og selv for Lärkes far, at kunne have Lärke længere tid af gangen og oftest står jeg standby og kan hente, eller det foregår her i vores hjem, hvor Lärke er tryggest. Det er rammer hun kender og hvor hun bedre kan slappe af. Ordet slappe af bruger hun selv. Hvis andre steder, siger hun, at hun bruger mange kræfter på ikke at gøre forkert og risikere at få skældud. Hun siger fx: “Mor jeg er alt for træt til at skulle lave mig selv om, så jeg ikke får skæld ud. Jeg er så bange for at gøre forkert.”
Vi hygger rigtig meget, men også lange dage, hvor intet rigtigt hjælper på Lärkes humør, og det føles vi er langt fra hinanden. Inden dagen er omme har vi altid fundet vej tilbage, og fundet ud af hvad der har påvirket humøret så meget.
Jeg er glad for, at kunne være herhjemme med Lärke, men der er stunder, hvor det er meget svært, og hvor jeg har følelsen af at gå i stå inden i. Jeg har altid været utrolig aktiv og har haft skuespiller/dansejobs på teaterforestillinger, skuespiller på film i reklamer, ind og udland, koncerter, mange spændende forskellige jobs.
Jeg har samtidigt studeret og har rejst en del med arbejdet. 7 år herhjemme med Lärke, som endnu ikke sover igennem om natten, og har behov for mange kram i løbet af natten pga angst, er lang tid. Jeg er ofte træt og lidt usikker på fremtiden og hvad jeg nu skal, og hvad jeg kan tage af arbejde. Men samtidigt ville jeg ikke bytte denne tid med noget andet. Det har været og er en utrolig spændende rejse.
Skuespiller jobs kan jeg sige ja til hvis, hvis de ikke komme i vejen for Lärkes behov for tryghed, samt Kid Creole koncerter. Her skal hun kunne komme med mig, da overnatninger ikke går endnu. Suset og nydelsen af at være på scenen, fordybelse i rolle eller træne dansetrin før optræden er magisk og vækker noget andet i mig, som tidligere har betydet alt for mig. Men glæden ved at være her sammen med Lärke er heldigvis så meget større. Og i denne nye mor og lærerrolle samt som Lärke også ser mig, sin ven, får jeg rigtig sammenflettet mine uddannelser – en kandidatgrad i teatervidenskab, Steiner skolelærer uddannelsen, clairvoyance, medie og healer skole i ind og udland, kommunikations/leder kursus og positiv psykologi vejleder, samt en musikpædagogiske uddannelse med opstart igen til februar, hvis alt går godt.
Alle mine erfaringer, al min viden på mange felter og alle de store oplevelser jeg har fået og stadig får nu sammen med Lärke er jeg glad for. Jeg er ikke usikker på Lärkes læring. Hun vil selv gerne, og hun inspirerer mig, til at finde på nye indlæringsmetoder som er legende og igennem sanserne.
Lige nu er Lärke mest interesseret i at lege med sine mange gode veninder, her i vores store ejendomskompleks og hun har rigtig mange gode venner. Hun løber rundt på plænen og en indrammet stor legeplads og nyder at være derude med vennerne. Jeg er nu ofte overflødig og her kommer alle tankerne og ude længslen. Hvornår kan jeg faktisk lave en aftale med nogen? Hvornår kan jeg planlægge at kunne arbejde og komme tilbage til uddannelsen osv osv. Men så kommer Lärke lige op, fordi hun lige vil give mig et stort knus og en masse luft hjerter og luft kys. Og hun fortæller, hvor glad hun er for, at jeg er her, og at jeg er hendes mor. Alt giver mening jo. Lärke bliver stærkere, og jeg får så meget kvalitets tid med hende hver dag og mange knus hele natten. For ikke mange år siden, kunne hun ikke være uden mig nogen steder, og jeg var hendes talerør selv til børn på hendes egen alder.
Så har vi vores mor og datter tid, som Lärke kalder det. Her laver vi forsøg gerne med væsker og farver, hjemmelavet slim, vandkugler, modellervoks, rosenvand og alt vi kan finde på. Og krea hyggetid med limpistol og træpinde, akrylmaling og lærreder, lave bøger og lege med ler. Og hele tiden finder vi på nye ting. Og så en masse dans, sang, legeplads klatren, cykle ture, gymnastik, computerspil, optage youtube videoer og både koncentrere os og stor grine.
Lärke bliver ikke træt men det gør jeg så dage og aftener kan blot være lidt lange til tider, da de først slutter kl 24-2 stykker, og jeg har så svært ved at kunne sove om natten. Men dagenes magiske stunder lyser op. Det hårdeste er nok alle Lärkes dystre perioder, hvor hun synes alt er sort. Hun har oplevet noget eller hørt noget og har en følelse inden i hun ikke kan placere. Det er så skønt, når vi får sat ord på. Ofte er det fordi hun på en eller anden måde har fået følelsen af, at en veninde eller jeg eller sin far eller familie eller god ven ikke kan lide hende. Der skal ikke meget til, før hun kan få denne følelse. Så snart der kommer ord på, og hun får grædt og jeg får lov at trøste hende, så blir hun sig selv igen. Lys, glad, kærlig og inspirerende.
Jeg har observeret og mærket hvor vigtig kreativitet og intuitive tanker og inspiration er i hverdagen. Vi får begge ro og glæde, og bliver begge grebet af det vi crafter, ja både i minecraft spillet og vores arbejdsbord. Vi får ideer og skaber nye ting. Her har vi nærvær og bliver begge opslugt af det vi er i gang med. Når jeg sidder alene og fordyber mig i kunsthåndværk føles det som en meditations stund og giver energi. Det at få et æg til at balancerer giver også jordforbindelse og ro.
Man kan kun fokusere på ægget, og når roen kommer inden i, står ægget helt af sig selv. Det må ikke være kogt. De dage vi, eller jeg ikke er kreativ, er jeg heller ikke så glad. Hvis dagen er overskygget af praktiske gøremål og møder, siger Lärke: “Mor du smiler ikke i dag, du skal smile noget mere”. Så prøver hun at få mig til at smile. Og det virker selvfølgelig, og det vildeste er, at jeg slet ikke havde tænkt over det, før hun sagde det. Jeg siger “tak Lärke, nu vil jeg gøre mig umage og huske smilet.”
Igen det er dejligt at kunne have denne tid sammen og blive stærkere sammen. Og når hun er klar kan hun måske en hel skole uge, men pres giver kun bagslag. Håber vi får et godt skoletilbud, der ikke sætter hende år tilbage, som Charlottegården gjorde det. Hun er nu igen, der hvor hun var og længere, efter voldsomme angst måneder august og september og igen januar hvor hun forsøgte at gå i skole igen. Jeg har besøgt forskellige skoler nu, og ja der findes skoler, der netop har børn med høj intelligens og ekstrem følsomhed og indenfor autisme spektrum forstyrrelser. Her på sidste møde havde jeg en god dialog med skolens psykolog og lærer omkring børn som Lärke. Han kendte tegnene fra børnene på skolen med de mange tanker samt følsomhed og angst. Og han forklarede at grundet deres høje IQ tænker de meget og er mere opmærksomme på omgivelserne. Som Lärke. Hun har mange tanker og da hun også er ekstrem følsom, og bekymrer sig og også meget hjælpsom og god til at trøste andre, kan hun have svært ved at slappe af, og hun kan have svært ved at forstå at veninderne ikke altid viser samme omsorg. Hun går helt ned hvis veninden, eller en voksen ligesom ikke får det bedre når hun trøster. Så føler hun sig dårlig og dum, som hun selv siger det, og løber væk eller gemmer sig. Og selvom de faktisk bliver glade, tager hun personens følelse med sig, og det rammer hende senere eller dagen efter. Også hvis nogen fortæller hende om ulykker, sygdom og smerte. Hun tager det meget nært, og kan pludselig opleve smerten fysisk på sin krop. Hvis nogen taler om død, bliver hun bange for, at jeg skal dø. For så kan hun ikke klare sig. Som hun siger: “Der er kun dig mor, uden dig kan jeg ikke klare mig, og jeg elsker dig så meget. Du er mit liv.”
Lärke bliver også meget let jaloux. Hvis jeg taler med en anden voksen eller længere samtale med hende men også veninden, kan hun føle at jeg ikke elsker hende. Har hun forklaret. Før jeg vidste hvad der foregik inde i hende, lå jeg tit under sengen for at prøve at få hende ud, og få hende glad igen. Det gør jeg nu stadigvæk, hvis hun pludselig trækker sig ind i sig selv og bliver ked af det. Det kan være over forskellige hændelser. Det sociale samspil med veninder går nogle gange galt, især hvis en veninde bliver ved med at sige nej til Lärkes lege forslag. Hun bliver meget frusteret. Og hvis både børn og voksne griner af noget dril fra Lärkes side, kan Lärke ikke så let stoppe igen. Fordi hun elsker at få andre til at grine og være i denne energi. Så når der bliver sagt stop, holder hun ikke altid op, i de tilfælde hun føler sig forkert og flov over stop ordet, og så fortsætter hun bare for ikke at vise sin forkerthedflovheds følelse. Den er svær at kode for andre. Når jeg er til stede, kan jeg få fokus flyttet til noget andet uden Lärke føler sig forkert. Jeg kan tale med hende om følelsen et stykke tid efter, men ikke i situationen, da denne vil føre til en nedsmeltning.
Om de mange tanker sagde Lärke allerede som 4 årig. “Jamen mor, jeg kan jo ikke falde i søvn, fordi jeg har så mange tanker i mit hoved.” Så hun lavede kolbøtter og sprang rundt før sovning, fordi det fik hende til at slippe alle tankerne. Hun laver stadig vejrmøller, kraftspring, araberspring, og danser så meget. Musik og bevægelse er et af hendes redskaber til at få ro inden i.
Jeg kan nogle gange have svært ved at navigere i, hvordan og hvornår grænser skal sættes, og hvordan toneleje helst ikke må ændre sig særlig meget, før hun opfatter det som skæld ud. Når hun får denne følelse, føler hun sig forkert og til besvær og hun siger, “måske er det bedre jeg ikke er her”. Og hun kan sige: “Mor, er det hårdt at være mor.” Når hun bliver meget stille, ved jeg, at jeg har haft en for dyb stemme. Hendes far har det samme problem bare endnu sværere, da hans stemme i forvejen er dyb, så der skal ikke meget til før hun føler han skælder ud.
Jeg forsøger ikke at hæve stemmen alt for meget, men det sker især, når jeg bliver stresset og er træt og vasken løber over eller der ryger rød konditorfarve ud over hele køkkenet. Så skal der være tid til kram og mange kærlige ord, før Lärke føler at hun er god nok inden i.
Jeg kan have svært ved at tackle, når hun taler meget grimt til mig og bliver ved med det. Jeg beder hende om at tale pænere til mig, og siger at jeg faktisk bliver ked af det. Så kan hun bryde grædende sammen, og så fortæller hun om noget hun oplevede samme dag eller 2 dage siden, da jeg ikke var der. Hun kan også gå i lang tiden med noget hun har gjort eller oplevet, som hun tror jeg vil blive sur over. Og når hun ikke kan klare det mere, har jeg indført frit lejde, som jeg lærte af min mor og som jeg elskede, og her kan hun sige alt uden at jeg må sige noget. Kun lytte. Hun har aldrig gjort noget slemt på nogen måde, men hun er bange for at hun har.
Hun har meget brug for at høre, hvor meget jeg elsker hende, og at jeg fortæller hvor meget hun betyder for mig og hvor dejlig en datter og en pige hun er, og hvor kærlig, modig, stærk, smuk, dygtig, klog, sjov og opfindsom hun er. Hun tror i sine mørke stunder, at hun ingenting er værd og ingenting kan.
Skønt Lärkes angst og følsomhed er hun heldigvis også fræk og sjov. Hun kan altid få os alle til at grine små som store.
Og endelig ved hun inden i at hendes veninder kan lide hende for den hun er, og ikke bare fordi hun har fint legetøj. Det tog mig noget tid, at regne ud, at hun kun plagede efter nyt legetøj konstant, fordi hun troede at veninderne kun ville besøge hende, hvis hun havde nyt legetøj. Jeg må indrømme at jeg har været lidt vred over dette plageri, og fik så dårlig samvittighed da jeg opdagede sammenhængen. Hun var nemlig ikke selv interesseret i det nye stykke legetøj, men så en dag sagde hun, at hun ville have det, fordi hendes veninde havde fortalt at hun ønskede sig det.
Hun blev så lykkelig, da hun endelig forstod, at de rent faktisk bare rigtig godt kunne lide hende, lige som den hun er. Som lille ville Lärke nemlig bare lege med sine glaskugler, krystaller, heste og sin bamsehund Prik.
Når jeg bliver for hård ved mig selv, er der heldigvis altid et menneske der får sagt, at jeg gør det godt og at jeg har stor tålmodighed og klarer så meget uden stadig ingen rigtig sammenhængende søvn.
Jeg ønsker hver dag at give Lärke tryghed kærlighed glæde grin og nærvær stunder, hvor vi sammen fordyber os og hvor jeg kan være uden at skulle opfylde krav, rydde op og ordne og lave mad og have Lärkes veninder, til møder, tale i mobil med fx psykolog eller kommunen, skoletandlægen som ikke fungere. En masse ydre pres der giver mig stress, da jeg selv er ekstrem følsom og har svært ved at skulle flere ting på en gang, især når fokus er hos min Lärke. Hver dag smiler jeg og hver dag er jeg trist nogle timer, men bliver altid glad igen. Og Lärke bliver stærkere for hver dag der går.
“Mor jeg elsker at du både er så sød og så sjov også. Jeg tror du er et barn nogen gange. Det kan jeg godt lide. Tak fordi du altid er her. Jeg ved du elsker mig. Og så er du den smukkeste kvinde i hele verden, og den anden bedste til at synge. Jeg er den bedste. Jeg lærer så meget når jeg går her hjemme sammen med dig mor. Jeg er stolt af at du er MIN mor. Og sejt at du har været en rockstjerne og været på scenen og i tv så meget.”
Rock stjerne har jeg nu aldrig været, men hold op det lød sødt da hun sagde det. Hun har få gange været med mig på job på teater, filmset, til radiospeaks og koncerter. Det var både sjovt for hende men mest hårdt for hende, men jeg havde ikke noget valg, og nu husker hun det som mest positivt.
