Særlig sensitiv mor

Jeg er særlig sensitiv med et lille gran borderline. Jeg har altid haft svært ved at balancere mit nervesystem. Så haft mine egne metoder, med at være mig selv, gå eller løbe lange ture og mange gange i svømmehalen. Når jeg svømmer sættes tankerne på pause. Søvnløse nætter og vanskelig ved at sove har altid været et problem. De mange tanker og refleksioner over dagens begivenheder, ord, handlinger og manglende handlinger har forstyrret meget lige fra børnehave alderen.

Jeg bekymrede mig altid over, om jeg nu var rigtig nok. Jeg brugte lang tid på at mærke efter, hvordan jeg kunne gøre alle glade. En dag var det ved at gå galt, da jeg ikke ville miste min fine lyserøde ballet taske med alt mit fine ballet tøj og sko i, fordi jeg vidste min mor havde arbejdet ekstra hårdt, for at kunne købe det til mig. Jeg skulle nå toget og løb mod dørene, men de lukkede i med mig udenfor og min taske indenfor, så jeg løb ved siden af toget. Jeg ville ikke give slip på min taske. Heldigvis var der en passager inde i toget, som løb ud og fik dørene hevet fra hinanden og trak mig ind, mens toget kørte. Alting og alle andre var vigtigere end mig selv. Jeg fik mine følelser ud igennem min dans, min ballet. Satte svanesøen på pladespilleren når jeg var alene hjemme i vores lejlighed på Østerbro, og forsvandt ind i musikken og min improviserede dans. Jeg fik endelig ro og slappede af i mig selv,  mens jeg dansede. Jeg holdt af at danse, fordi jeg ikke behøvede at sige noget, og når jeg ikke skulle sige noget, slap jeg for alle bekymringerne, om jeg nu havde sagt noget forkert, der kunne gøre nogen kede af det.

IMG_9859I dag som mor til Lærke er jeg blevet mere modig, men er stadig den samme inden i. Men ligesom dengang er der dage, hvor jeg føler jeg kan alting. Tage telefonen når den ringer, gå ind i en lille butik, se en god ven og følelsen af at livet er helt fantastisk. Smilet er der bare lige pludselig. Men så kommer alle de dage, hvor jeg helst vil blive indenfor, og aflyser eventuelle aftaler. I dag ved jeg at det sker, når jeg har været udsat for et større pres, stress, manglende søvn, for mange aktiviteter og gøremål. Jeg kan blive helt stresset og udmattet over blot at skulle lave mad til Lærke og hendes veninder på flere kogeplader. Nu holder jeg mig til en gryde og enten en pande eller ovnen. To ting maks. Helt fjollet.

Efter en dag eller flere med meget pres eller planer, har jeg brug for nogle dage med ro, og hvor jeg accepterer at sådan er det. I stedet for at blive vred på mig selv, lader jeg blot telefonen ringe uden at blive vred over, at jeg ikke tør tage den.

Men dagene opstår, hvor både jeg og Lærke har været udsat for pres og er begge overstimulerede. Lærke lader det gå ud over mig, ved at være så vred på mig og tale meget grimt til mig, og for det meste er jeg tålmodig, men når jeg selv er helt tømt for batterier, er det meget svært. Igen teknikker til disse situationer, men ikke altid jeg lige kan nå et sæt ørepropper, eller lige kan holde ind til siden med bilen og ud og få en stor portion luft, for at kunne være den mor Lærke har brug for.  Uden meget søvn er det yderst vanskeligt. Men nu oplever vi begge nætter, hvor vi sover bedre. Altid nogle opvågninger, men hvor vi begge kan falde i søvn igen. Har stadig uger hvor jeg ligger vågen i 6 timer og bare ikke kan sove, skønt sove melantonin er indtaget. Uden søvn, ydre pres og stress samt Lærke og mange veninder på besøg, kan jeg knække sammen og skælde ud og græde. Mest når de bare ikke lytter og bliver ved med at plage og presse på. Der går heldigvis længere tid imellem, end da jeg var under konstant pres fra kommunen og pasning og job, kunne jeg have svært ved at kontrollere min frustration inden i.  Nu sker det mest, når jeg føler, jeg skal sige fra inden i. Både overfor Lærke især med veninde besøg og overfor venindernes forældre. Hvis jeg har lovet at have legeaftale eller overnatning, og jeg så bliver syg eller meget træt, så hjælper jeg alligevel fordi jeg har lovet det, og så kan det lettere gå galt. Jeg skal stadigvæk lære at finde mine egne grænser, ligesom Lærke har sine grænser. De gange jeg lytter efter, går det godt, og de gange hvor jeg går over mine grænser, ikke så godt. Mit hjerte gør ondt, min krop ligesom ryster, og min puls er som efter en lang motionstime. Et krav ovenpå et andet krav og så et krav mere fra Lærke, fordi hun vil forsøge at være selvstændig og cool overfor sine venner, og tilsidst kan jeg bare ikke mere. Lærke får nedsmeltning og lige pludselig sniger det sig ind over mig, og jeg får også nedsmeltning. Det er så svært for mig i forvejen at sige Nej og sætte grænser, og så endnu sværere når jeg i forvejen er udmattet efter 10 dage med kun 3 timers søvn.

Jeg elsker Lærke så meget, og kan se hvor meget hun vokser inden i hver dag, men nogen gange savner jeg min tid på scenen og på filmsettet. Tiden med fordybelse i en karakter, indspille en sang, tiden og roen til at skrive en sang, en opgave til studiet og træne til et show. I tanken savner jeg også det jeg var så nervøs for, interviews, fotos, den røde løber og de mange mennesker. Men det er kun i tanken, for stresset og angsten for ikke at være god nok følger med og tager rigtig meget energi. Jeg har altid haft sceneskræk, men så snart jeg er inde på scenen er angsten væk, og det er helt vidunderligt. Men pga angst og stress og være på 100 procent kunne jeg ryge ned i en lettere depression eller meget træt periode med fornemmelsen af tomhed. Jeg levede nærmest igennem mine roller.

FullSizeRender  IMG_5203

 

 

 

 

Ud

 

 

 

 

 

 

 

I dag kan jeg bedre være glad uden at have et job at øve til og se frem til. Det har min Lærke givet mig. Så når hun er stærk nok til at gå mere i skole, og være mere ude uden at jeg skal være på standby, vil jeg mere kunne nyde arbejdet som skuespiller igen og andre jobfelter. Og meget vigtigt for mig at få tillid til, at jeg både kan være en god mor og arbejde som skuespiller, uden frygten for at miste mig selv i rollen, og alt det der følger med, og dermed komme til at svigte min datter. Jeg drømmer ofte om, at lige netop det sker. Jeg er opslugt i teatrets verden og magi at jeg helt glemmer at hente Lærke eller komme hjem til hende. Så selv i drømmene kæmper jeg med min angst. Jeg vågner og har den værste skyldfølelse, og kan slet ikke slippe drømmen skønt jeg fortæller mig selv.

Det at Lærke ved jeg er der, når hun har brug for mig, har givet hende så meget styrke, at hun nu kan besøge veninder uden mig, og hun indeni nyder at kunne være uden sin mor og mærke selvstændigheden og modet vokse inden i.

IMG_0186Jeg elsker den tid jeg har haft og har med Lærke. Intensiteten, de lange nætter, de mange lange aftener alene med Lærke, dagene, udfordringerne, ingen nattesøvn på over 2 timer de første 5 år, gjorde at jeg lærte mig selv rigtig godt at kende. Alle mine masker blev smidt. Jeg lærte at holde af mig selv, som den jeg er, og opdagede langsomt hvad jeg godt kunne lide. Det at læse om særlige sensitive børn og voksne var fantastisk. Gav god mening og jeg fik mange redskaber til, hvordan jeg kunne undgå nedsmeltninger, og hvordan jeg bedst muligt støttede Lærke igennem de daglige nedsmeltninger og de natlige mareridt.

Mange har følt at jeg kunne blæses omkuld, at jeg skulle passes på, men nu ved jeg hvor stærk jeg er.  Skønt diskusprolaps, influenza med høj feber, år uden søvn kan jeg blive ved. Har ikke kunnet lægge mig ned. Lærke har kun villet mig. Men nu bliver det langsomt bedre. Fordi jeg har støttet hende, kan hun mange flere ting på egen hånd.

Det at være særlig sensitiv og have borderline, indadvendt er et dagligt arbejde. Jeg skal hele tiden være opmærksom på løbende at stabilisere og balancere mit nervesystem. Jeg skal ud over min comfortzone og min nervøsitet, men samtidig være tro overfor mig selv, og ikke forlange mere af mig selv end jeg kan. Den daglige angst, lettere social fobi grundet følelsen af at være forkert, og det at kunne sige nej og respektere mine grænser uden skyldfølelse.

Tiden alene med Lærke og det store indre arbejde, hvor jeg også hentede meget stor viden og metoder fra mine studier af Steiners antroposofi igennem Steiner Lærer uddannelse og fra pædagog uddannelse, med meget fokus på narrativ psykologi versus stigmatisering og kassetænkning, har hjulpet os begge to rigtig meget. Jeg har en kandidatgrad i teatervidenskab, men havde brug for at finde ud af, hvordan jeg skulle forstå mine egne og Lærkes følelser, og hvordan jeg bedst muligt kunne hjælpe min mus på vej.

De gange jeg er røget op i det røde felt (både vred og ked af det), som vi kalder det, da vi begge er temperamentsfulde er hun så utrolig sød, fantastisk og hjælpsom. Hun siger: Rolig mor. Træk vejret. Kom og få et kram. Det skal nok gå mor. Hvor gør det ondt? Jeg healer dig. Jeg roser hende og fortæller, at hun er utrolig god til at trøste både mig og hendes veninder, og det er ret flot.

Lærke’s nedsmeltninger kan komme lige ud af den blå luft. Men der er altid en forklaring, den kommer bare tit senere. Ved at jeg selv lægger to og to sammen, bruger min intuition eller dem hun har været sammen med, lige fortæller hvad der er sket. Hvis nogen ikke lytter til hendes nej og hendes grænser,  går hun helt ned. Hun enten løber væk eller fryser til is og kan ikke på nogen måde slippe denne uretfærdighed, som er overgået hende. Lærkes nedsmeltninger – hun begynder med at være så krævende og taler virkelig ikke særlig pænt, for herefter at tudbrøle, skrige og råbe at hun ingen ting er værd, at ingen kan lide hende og alle vil have det bedre hvis hun var død. Hun råber, at jeg skal gå. Hun bliver ved og ved. Normalt bliver jeg og fortæller med blid stemme hvor fantastisk hun er, eller sidder blot og er klar på at holde hende helt tæt, når hun er klar til det. Hun løber væk eller gør sig selv ondt, hvis jeg bare krammer hende uden tilladelse. Men hvis jeg er fuldstændig brugt op får hendes skrigen, mine ører til at eksplodere og mine nerver sitrer uden på min hud og jeg kan ikke mere. Jeg blev overrasket over, at jeg kunne miste besindelsen og råbe tilbage ad hende en dag, at jeg nu altid har høreværn eller ørepropper tæt på mig. Når jeg mærker det sniger sig ind over mig skynder jeg mig at tage lyd uniformen på, og virker det ikke forlader jeg rummet og trækker vejret og kommer tilbage igen. Når Lærke er faldet ned og efter hun har knuget sig ind til mig og grædt, siger hun tak fordi jeg altid passer på hende og undskylder for alle de grimme ord hun har kaldt mig. Vi taler om grunden til det, og jeg siger jeg godt forstår hvorfor hele hendes verden pludselig faldt sammen. Og hun siger : “Tak mor, jeg elsker dig.” Meget intenst både vreden og kærligheden. Vi ligner meget hinanden, og jeg er så glad for, at jeg er kommet så langt som jeg er, så jeg kan give mine erfaringer, viden, forståelse, kærlighed videre til min datter igennem trygheden, at jeg er her.

IMG_9661Hun er en gave til mig og jeg ved at jeg også er en gave til hende. Hver dag bliver vi begge stærkere. Hun siger tit. Mor tag dit mod. Hvis der er noget jeg ikke tør, fx at spørge om vej eller ringe til nogen.

Hele december måned lagde hun gaver under min hovedpude. Jeg lagde gaver under hendes og hun spurgte mig om jeg også fik det som lille. Jeg sagde ja de dage min mor huskede det. Hun havde meget travlt med arbejde, så det var okay. Selvfølgelig blev jeg skuffet, men så gjorde hun så meget andet godt. Og så besluttede Lærke sig for at give mig gaver hver dag i december måned.

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.