Lærke og skolen
Jeg ved ikke hvem af de to, der er mest stædige. Lærke er kun 6 år og jeg vil bestemt sige, det er skolen der er den stædige her. Nu har Lærke ikke været i skole i 3 uger grundet, plads skifte mellem alle i klasseværelset. Lærke er utryg og går helt i baglås og råber og græder når vi skal afsted. ”Har jeg fået mine gamle plads eller i hvert fald en plads ved siden af den dreng jeg kender bedst,” spørger Lærke. Men nej. Skolen skriver blot tilbage, at de synes hun skal komme og prøve sine nye pladser, før de skifter hende til anden plads.
En dag til et skolemøde med lærere og afdelingsleder, fortalte jeg igen om diagnosen GUA, da de mest har børn med diagnosen ADHD. Jeg uddelte endda to sider, som lige kort kunne hjælpe i dagligdagen. Her står bl.a. at GUA børn reagerer voldsomt på skæld ud og irettesættelser. Dagen herefter henter jeg min Lærke rystende og indadvendt, med hovedet nede i sit bord, helt stiv. Jeg forsøger at få hende med ud. Hun vil blot løbe af sted uden sko og jakke. Hun vil væk. Jeg vil dog have hun får sko på, da jeg ikke ved hvad der er sket. En pædagog kommer lige forbi, og siger at det der er sket, er at Lærke ville tage et billede af en af drengene, men havde så for at vide at det måtte hun ikke og at hun skulle slette billedet igen. Hvis bare de havde informeret os om deres billede politik. Nu er det ofte denne snapchat billede funktion mange børn leger med. Under alle omstændigheder, burde de ikke have irettesat Lærke med skrevet i kontakt bogen til mig om det. Så jeg kunne have forklaret deres regel.
De har også en regel om at børn ikke må være kærester. Den pædagogiske afdelingsleder bad mig om at forklare Lærke, at de jo kunne være rigtig gode venner, men kærester kunne man først blive når man blev voksen. Seriøst?!!!! Jeg sagde at det kunne jeg da ikke. Det er jo hendes følelser og de er stærke. Og at vi da var mange som havde haft kærester i de mindre klasser. Det havde hun sørme også haft, men med de her børn, var det anderledes. Og det var vigtigt for Lærkes sikkerhed og jeg var da ikke interesseret i at få en teenager før tid. Børn med eller uden diagnoser har vel nok samme følelser. Og tilmed de særligt sensitive børn vildere følelser.
Lærke vil helst ikke ud i frikvartererne, da det ofte går galt og de voksne ikke lige er tæt nok på til at afkode situationen, så de bedre kan træde til. Den anden pige i Lærkes klasse, har for vane at løbe af sted med nogle piger fra 2. klasse skønt hun er midt i en leg med Lærke. Lærke er ikke pigen der nogensinde løber væk fra en leg eller en veninde. Hun passer i den grad på sine tætte veninder, selv i drømmeland fortæller hun om hvordan hun redder dem skønt hun selv var bange.
Dette ville pædagogerne have bemærket, hvis de var tættere på og kunne lytte med. Dvs. frikvarter er lig med utryghed hos Lærke, og dog er dette et mål at Lærke skal med ud i frikvartererne. Det er åbenbart kun Lærke som skal lære det, og ikke de voksne der skal være mere nærværende. De har også en udflugts dag om torsdagen. Da denne går forskellige steder hen, er det også lig med utryghed i Lærkes verden. Så denne dag vil jeg altid være nødsaget til at hente kl 13:30 skønt at dette er umuligt. Tænk at en specialskole ikke tager højde for denne problematik og lader en voksen være hjemme med de børn der ikke kan ud af huset og ja eventuelt kunne være trætte den dag.
Hun savner mig, når hun er for meget overladt til sig selv, eller et barn pludselig vælger en anden leg, og en voksen ikke træder i stedet for. Når hun er utryg, hvilket ikke burde ske så ofte som det sker netop på denne skole, er det helt naturligt at hun savner sin mor og vil hjem i trygge rammer.
Jeg ville ønske at Lærke var kommet på en skole hvor de kunne favne og rumme Lærke, og hvor de kendte til hendes diagnose bedre.
Hun vil heller intet lave af boglig karakter længere. Dette var ikke et problem da hun var hjemme. Men fordi hun kan blive overladt selv til læringsspil på Ipad eller papirer i hendes kasse der skal løses, bliver hun bange for at fejle. Hun er testet over gennemsnit men hendes angst spænder ben for hende, medmindre hun føler sig tryg og bliver rost for hendes indsats. Men på denne skole roses der kun når noget er værd at rose for. Igen kan jeg stille mig undrende. Der er altid noget at kunne rose for. Og gode forskningsresultater på positiv psykologi er netop at finde ved at rose og ikke kritisere. Men men dette er en specialskole, og de burde kunne tage hensyn til alle børns behov. Det føles som om, at det er Lærke, der skal blive bedre for at kunne gå på denne skole og ikke lærerne, lederen og pædagoger der skal udfordre og udvikle deres intellekt og pædagogiske tiltag på dette felt.
