Fra scenelivet til mor på fuldtid

Jeg hedder Gry og har altid siden jeg var 16 år været på scenen, på teater eller film/tv som først danser og sanger, og som 22 årig skuespiller, første gang som en hovedrolle i en tysk RTL primetime tv-serie. Har arbejdet fuldtid på tv, film og teater  (www.grybay.com)

Som 35 årig mor blev jeg så mor til min vidunderlige pige Lærke, og blev hurtig alene med hende. Fra at være på og optræde, kunne jeg nu ingen steder gå. Lærke havde og har brug for mig fuldtid, også om nætterne. Jeg er glad for at jeg har oplevet så utrolig meget og arbejdet så meget inden jeg fik Lærke. Havde måske inderst inde selv brug for en lille pause. Havde bare ikke regnet med en så lang pause som nu på 5 1/2 år. Denne pause har været meget lærerig, og jeg har måttet lære en del om bare det at være Gry, være mig, finde mine grænser og værdier, og være tilstede uden at gemme mig bag endnu en maske, endnu en rolle, et sæt nye følelser. Jeg er selv særlig sensitiv, hvilket jeg først som mor fandt ud af. Mange brikker faldt på plads.

Gry og Lærke - brudepiger til veninde Anita Hjorth Lerches bryllup Hamza Asghar - HD Photography DK

Lærke kan så utrolig mange ting og har brug for mig hele tiden. Teater og film må vente nu. Tiden har siden jeg blev mor, kaldt på kærlighed, kaos, tryghed og tålmodighed. Efter mange møder igennem systemet og psykiater stod det klart at Lærke har det der hedder GUA (kompleksautisme.dk) og en svær ADHD samt store søvnvanskeligheder.

Det er endnu ikke lykkedes at finde en institutionsplads, hvor hun har haft det godt, så jeg har Lærke hjemme. Nogle dage er skønne og andre op ad bakken. Især efter de svære mange nætter, mangler jeg energi til en hel dag indtil kl. 23, hvor hun tidligst sover. Jeg har lige akkurat fået bevilget tabt arbejdsfortjeneste. Jeg har hele tiden været alene med Lærke, så det har været et enormt pres både at have Lærke hjemme og klare det økonomiske, gennem uddannelse og job. Har haft Lærke med rundt, men det har været meget presset. Og hvis hun har været i institution en eller få dage har det kostet mange mange dage med at få etableret tryghed igen. Så nu endelig lidt ro på blot at opbygge tryghed, stabilitet, tillid og ro. Mor tager ikke længere afsted, når Lærke ikke kan være uden sin mor. Hverken i institution eller hos andre. Og vi skal ikke kæmpe os vej tilbage ud af angst tilfælde og night terrors pga institutionslivet.

Vi arbejder stadig på, at hun kan være lidt mere hos sin far, men hun er ekstremt bange for dagens skift til mørke, og vil være hjemme inden lys/mørke skifte. Og de mindste ting såsom tonefald, mindre krav kan vælte Lærke helt omkuld og så er det bare hjem. Overnatningerne venter vi med, til hun er tryggere. Hun har forsøgt, men det går ikke godt. Lærke husker alting og går noget galt, er det svært at komme tilbage.

Det er og har været svært for min familie at kunne passe, og mange har haft svært ved at forstå Lærke. Uden diagnoserne troede mange at det skyldtes en symbiose, at vi var for meget sammen. Men fra helt spæd har hun aldrig kunnet sovet, medmindre en hårtørrer larmede og blæste mildt over hende, eller lange ture i bil eller barnevogn godt affjedret. Var i mødre gruppen, men da de skulle mødes og spilles bordtennis mens deres børn lige sov 2-3 timer tænkte jeg, ej den går ikke. Lærke sov blot 20 minutter, og der havde jeg mægtig travlt, med at lave suttebrikker klar. Hvis jeg ikke sad hjemme med hende med en hårtørrer og suttebrik, kunne hun ikke finde ro til at amme og sutteflasken ville hun ikke have. Så var det skrig og skrål til vi kom hjem. Hun talte elversprog, som de kaldte det i vuggestuen, indtil hun blev 3 år. Jeg forsøgte vuggestuen, følte et pres fra alle. Alt med Lærke var min skyld føltes det som, og hun ville bestemt have godt af at komme væk fra mig. Men læste vuggestuens rapport et år senere, hvor de havde ladet hende græde, skrige, sparke i flere timer i træk. Hun trak sig mere og mere fra mig, og kun de uger hvor hun grundet sygdom ikke kom afsted, havde vi det trygt sammen. Det var frygteligt. Da jeg havde læst deres rapport, hvor de ville bede PPR om hjælp, tog jeg hende ud med det samme. Et år efter talte hun fint. Jeg tog hende med på den samme lille trygge legeplads hver dag i et år, og var med hende overalt og talte for hende med de andre børn. Efter et år kom hun en dag løbende hen til mig med armene i vejret og sagde, ”jeg klarede det mor”. Helt alene var hun gået derind mens jeg sad og kiggede, og hun klarede den helt selv blandt de andre børn.

Nu er hun blevet meget mere social, og taler meget flot. Som hendes psykiater sagde: ”Jeg kommer hele tiden til at tale så voksent til hende, fordi hun har så utroligt et flot sprog og måde at formulere sig på, i forhold til sin alder”.

Lige nu er jeg flyttet i stor kollegie lejlighed med Lærke for at træne det sociale, som hun har meget svært ved. Og det virker. Nogen dage så fint, at jeg tror at alt er godt nu, men så går det galt og jeg ser tydeligt at hun har brug for at jeg er der.

5 år nu, der som både har været de mest fantastiske år, men også de mest svære år i mit liv. Lange dage, bare os to. En afbrudt nattesøvn med både night terrors af 35 min 5 gange i løbet af en nat. Og ellers mange nætter vågne hvert kvarter. Har grædt så meget, været så udmattet, haft dystre tanker om mig selv, givet mig selv hjernerystelse under et af hendes night terrors, hvor jeg intet kunne gøre. Ville bare føle fysisk smerte, gjorde så ondt inden i. Bankede mit hoved ind i sengekanten mange mange gange. Har været så alene både med min skønne datter og alle mine tanker. (Artikel om en mors mareridt)

Jeg er selv meget særlig sensitiv og angst for mange mennesker, og før min datter kom til verden, haft lukket mig inde for omverdenen, mellem teaterjobs. Jeg har været bange for at tage telefonen når den ringede og været nervøs ved at ringe og bestille mad og tandlægetid. Min datter gjorde, at det blev jeg nødt til at lære. Efter at have lyttet til pædagogerne i vuggestuen, tog jeg sagen i egen hånd, og gik selv til PPR og derefter til børneklinikken og så videre til Bispebjerg, som ikke gik og så til psykiater. Lærkes far var med til mange af møderne, da jeg havde etableret kontakten. Men jeg vidste bedst hvad der foregik med Lærke. Hun ville kun mig og sin far i kortere tid. Mine få timer alene gik til oprydning og rengøring og så på igen. Syntes det hårde var de mange mørke sene aftener. Ikke mange orker og kan lege med et barn efter kl. 21/22 så var alene altid sent. Og også før. Lærke blev så hurtigt overstimuleret, og et forkert ord og hele verden gik i stykker.

Jeg har en cand. mag. i teatervidenskab og musik og læst meget om autisme spektrum forstyrrelse og særlige sensitive, men blev talt ned til af pædagoger til de mange møder, medmindre Jesper lærkes far også var med. Så jeg søgte ind på pædagog studiet, fik 12 i den store første års opgave, og så blev jeg endelig respekteret og talt til på lige fod til diverse møder.

Men nu i dag går det så meget nemmere sammenlignet med da hun var yngre. Men stadig svært. Lærke kan stadig bryde ned over det mindste, som fylder meget inde i hende.

Derfor denne blog. Jeg vil gerne dele erfaringer og fortælle om gode og dårlige oplevelser. Hjemmelivet og førskole hjemmelivet med haletudser, bogstaver, langtidsamning og historie fortælling, samt vise filmklip, billeder og svare på spørgsmål.

 

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Previous:

Next: