Styrke og Angst

Min angst har påvirket mit liv og mine tanker meget og gør det stadigvæk. Men min styrke har hjulpet mig igennem min angst så mange gange.

I det små har jeg altid været bange for at tage min telefon når den ringer. Og det at ringe til nogen har jeg haft meget svært ved. Selv at ringe og bestille mad eller en tandlægetid. Jeg føler mig mere sikker ved sms og emails hvor jeg ikke skal tale med nogen. Når jeg ringer bliver jeg rød i hovedet og bliver varm og kold på samme tid.

Jeg er også nervøs når nogen skal komme på besøg i min lejlighed. Det går altid fint men bagefter er jeg træt og har ikke overskud til at være glad mor. Så har jeg brug for en alene stund hvilket ikke er muligt.

Jeg har stor sceneskræk dage op til jeg skal på scenen eller på filmset. Men så snart inde på scenen eller på filmsæt er angsten væk. Jeg er bange hver dag for at gøre forkert.

Jeg tænker over hvert lille ord jeg bruger. Og er stadig meget usikker på om jeg har sagt noget forkert overfor mine venner og måske kommende venner. Angsten gør jeg ikke rigtig tør åbne mig og have tillid at personen kan lide mig som den jeg er. I min skole i 4. klasse kan jeg huske at jeg på vej til Ordrup Station hjem til Østerbro, var så bange for at min veninde i klassen havde syntes at jeg havde sagt forkert farvel til hende.

Hver aften før jeg sover reflekterer jeg over min dag. Men jeg overreflekterer og drømmer videre om natten. Jeg er så bange for at gøre forkert overfor min datter og overfor de mennesker jeg rigtig godt kan lide.

Jeg skjuler jeg er nervøs og også hvis jeg er syg og trist. Jeg fik fortalt i gymnasiet at jeg virkede arrogant. Sandheden var at jeg var så nervøs når jeg gik ned gennem gangene. Jeg kiggede lige ud og forsøgte at skjule det. Jeg havde ikke tætte venner. En pige jeg talte med og som jeg forsøgte at blive venner med, men turde ikke. Hun vendte sig også imod mig da rygter begyndte omkring hvordan jeg fik mit 13 tal i sidste 3. g opgave. De var ikke sande, men hun troede mig ikke fordi hun var et konkurrence menneske. At vinde kom før venskab. Min intuition ikke at åbne mig var god nok her.

Hver gang jeg fik et teater, danse, skuespiller, sangjob følte jeg at jeg havde snydt dem, fordi så god kunne jeg ikke være. Det samme med alt andet jeg havde succes med, følelsen af at jeg ikke var god nok, og de bare havde overset det. Men fortalte mig selv gang på gang at jeg havde trænet hele mit liv, og den ros jeg fik var sand. I Tyskland da jeg første gang skulle se det første afsnit af en tysk tv serie – Dr. Monika Lindt på RTL primetime, troede jeg producer drillede mig, da han hentede mig op hvor hele holdet sad. Han sagde at jeg skulle glæde mig og jeg godt kunne være stolt. Jeg grinede lidt forlegent og sagde bare ja ikk? Jeg er ikke helt så god vel. Jo du er mere end god. Jeg troede ham først da jeg så afsnittet og blev overrasket over hvad jeg så på den positive måde. Blev så glad. Men herefter stadig altid de tanker – gjorde jeg det nu godt nok.

Da min datter var mindre, var jeg så bange for ikke at kunne klare dagen. Vågnede op fra få timers søvn hver morgen og var allerede bange. Tog en time af gangen og det lykkedes hver dag alligevel, at vi havde det så hyggeligt og sjovt bare os to hjemme eller midt i vrimlen. Da hun kom til verden måtte jeg komme over min angst. Det var og er svært. Jeg skal være stærk for hende. Jeg var ikke stærk lige efter fødslen. En vanskelig fødsel og klarede utrolige smerter grundet mange misforståelser blandt jordmødre og læger. Men efterfølgende gik jeg helt ned fordi jeg skulle dele stue med en anden familie. Jeg kunne ikke bede om hjælp om natten og var så bange for at vække dem, at jeg sad hele natten ude på gangen med Lærke. Lærkes far Jesper og jeg skiftedes om nætterne. Det sagde han var bedst, for så fik den ene søvn. Jeg var bare så alene nætterne på hospitalet og det fortsatte de 4 måneder vi endnu var sammen. På hospitalet de 7-8 dage vi var indlagt,  var jeg bange. Sygeplejerske masede bare hendes hoved ind til min bryst men når de slap og gik ud af rummet holdt hun atter op med at amme. Jeg sagde det men fik ikke hjælp.  Forsøgte hele natten men hun ville ikke. Jeg sad bare derude, og håbede sygeplejerske selv ville komme hen til mig og spørge om jeg vi var okay. Men det gjorde de ikke og jeg turde ikke igen bede om hjælp. Hørte dem bare sidde inde i deres rum og drikke kaffe og sludre højlydt.

Heldigvis så en ældre mere erfaren sygeplejerske at Lærke tabte vægt og havde fået gulsot. Vi havde sagt sammen igen og igen i 5 dage at hun blev mere og mere stille og ikke ville spise. Men alt var fint sagde de. Endelig kom vi i gode hænder og egen stue. Jeg kunne trække vejret igen og kunne ligge i sengen om natten.

Danseshow og forestillinger fra 1991 og fast på teatre, turnerer i ind og udland fra 1993-2001 havde jeg sceneskræk. Men at stå på scenen var det bedste sted jeg kendte til at være tilstede. Her var ingen angst, ingen tung fornemmelse inden i. Lethed og glæde og grin og uden alle tankerne. Alt det sociale omkring forestillinger, show og turnéer var svært for mig. Jeg var stille og usikker inden i. Vidste ikke hvad jeg skulle sige og være og hvad jeg skulle tage på. Især blandt de 9 andre piger på Cirkusrevyen 1995 var det svært for mig at finde ud af hvordan jeg passede ind, og samme følelse fortsatte inden i igennem alle mine teater film show jobs og også på den lange turné med Linie 3 i 93. Alle pigerne var så søde og vi havde det sjovt. Men følte hele tiden jeg var forkert. Og manglede et værelse alene. Så jeg søgte de store tomme scener om dagen hvor jeg øvede mig på mine monologer til optagelsesprøve på skuespillerskolen. Jeg var åbenbart så stille at teknikere og skuespillere/sangere lavede væddemål hvor langt jeg ville komme. Højst til forprøven eller 1. prøve. Dog ikke Preben Kristensen. Han så mig en dag og var imponeret og tilbød at hjælpe mig. Jeg kom til den sidste prøve men fik så her at vide at jeg var en poet og en poet skulle være digter og forfatter og ikke skuespiller og så havde jeg også behov for at skulle ud i verden og møde kaos og stå i en pølsebod og fx prøve at blive overfaldet. Seriøst. Men det satte sig i mig. Preben blev pænt vred på lederen og ville bare ringe og skælde ham ud. Og kaos havde jeg allerede mødt rigeligt af i min dysfunktionelle opvækst med meget alkohol og angst for hvordan aftenerne ville forløbe, om jeg kunne nå at hoppe ud af mit vindue, før lyn og larm blev for voldsom. Jeg lukkede mig ind i min egen verden på mit værelse med musik og min dans. Fra 8. klasse koreograferede jeg vores store musical stykker til drama og det blev jeg ved med i gymnasiet og lige herefter store amatørmusicals og prof mindre forestillinger også hvor jeg selv sang med. Og da jeg flyttede hjemmefra kunne jeg heller ikke slappe af derhjemme. Så sammen med universitetet var jeg så heldig at være ansat som danser med mindre roller og understudy på nogle af hovedrollerne i musicals i 7 år på de store danske teatre.

Scenen, skuespillet, dansen, sangen var mit sted hvor jeg kunne trække vejret roligt og ikke være bange for hjemmets ofte tordenvejr og senere min egen angst for ikke korrekt at kunne navigere i det sociale farvand. Meget lettere hele tiden at have travlt med forestillinger, recordings, prøver, castings, træning og uddannelser. Er nu oppe på en del. En cand. mag. i teatervidenskab, musik og sprogpsykologi, Steinerskolelærer uddannelse Pædagoguddannelse (næsten færdiggjort) og et år på clairvoyance, healer, medie uddannelse, og så diverse småkurser i positiv psykologi, og kommunikation/ledelse og healer uddannelse i USA samt afdødekontakt på Stansted England og danse/drama kurser i Danmark, Bruxelles og Paris. Bliver mere i balance med mine tanker når de får lov til at studere. Så flyver de ikke rundt og gør mig bange og helt indadvendt. Og endnu bedre så havde jeg ikke fri om dagen ved forestillinger om aftenen til at se nogen. Og behøvede ikke indrømme jeg ikke ville og turde. Når jeg havde fri ville jeg bare være sammen med min gravhund Bastian der altid var hos mig. Som mindre var det tryggeste sted væk fra mine tanker når jeg dansede klassisk ballet, enten i hjemmet til vinylpladernes klassiske toner, eller i balletsalen hos Jette Muus. Jeg var kun bange for ikke at blive placeret forrest eller få ros, for så kom usikkerheden som et lyn ned i mig. I stedet for at flygte trænede jeg hårdere. Jeg blev dog også altid placeret forrest til træning og til opvisninger.  Mange år efter fandt jeg ud af at hun havde sagt til min mor, at hun syntes jeg skulle søge optagelse på den kgl balletskole. Men det fik jeg ikke at vide. Det var mit højeste ønske fra jeg var 6 år gammel. Men jeg kom på scenen og kom til at danse alligevel, bare ikke klassisk ballet. Og min mor ville bare beskytte mig. Det kender jeg nu alt for godt til i mit liv som mor. På en måde gav min angst for ikke at være god nok og ikke nå nok i mit liv, mig styrke til at træne og fortsætte skønt diverse afslag men min bliven ved efter tårerne var udtømte og skaderne helet, gjorde jeg kom på scenen og på filmset hele mit dejlige liv, både ind og udland. Så det var ikke kun pga stormvejret i hjemmet fra jeg var 12 år gammel, det var også mine egne tanker inden i der aldrig stod stille. Det med hjemmet påvirket mig mere privat og i forhold og noget med at have skyldfølelse og gerne vil please. Men selv det finder jeg styrken til at komme over. Det tror jeg er uundgåeligt. Der kommer altid noget godt ud af noget skidt. Det har min datter også opdaget og fortæller mig hvis jeg selv glemmer det, og ja det hænder jo. Ligesom jeg kan glemmer jeg har chokolade til smeltning i mikrobølgeovnen.

Jeg har aldrig haft et andet arbejde på nær en måned hvor jeg hjalp min lillebror i hans vinbutik. Jeg spurgte om jeg skulle springe til da hans medarbejder havde sagt op i en december måned. Hans ord var: “Jo men tror du du kan det, du har jo aldrig lavet andet end at stå på scenen og indspille film.” Jeg svarede: “Det tror jeg nu nok jeg kan. Må jeg ikke få lov at prøve.” Det gik fint med jeg var glad for det kun varede en måned, og jeg herefter fløj tilbage til Hamborg og indspillede TV serie. Var lidt mere på sikker grund, men jeg havde fået lært en masse om vine og portvine og det er altid godt. Jeg er meget meget glad for at jeg har været så job forkælet. Og jeg har været god til at følge min intuition og være klar og ønske inden i hvad jeg virkelig godt kunne tænke mig.

Da jeg var ca 12 år og i Cirkusrevyen for første gang. Drømte jeg om at jeg selv ville stå deroppe og danse og stråle med alle de smukke dansepiger og det skete. Og senere da jeg så en udstilling på Louisiana med blomstermotiver, så jeg denne her meget stærke film af Pipilotti Rist som jeg ikke kendte på daværende tidspunkt. Jeg stod og ønskede at jeg en dag ville spille en kvinde i en af denne kunstners film og blive udstillet på Louisiana. Jeg opsøgte det ikke selv, tænkte ikke over mit ønske før jeg en dag år efter blev spurgt om jeg ville medvirke og indspille i både Schweiz og Brasilien. Ja Tak!!! Så vildt. Og da jeg en dag så en danser/sanger springe ind i en hovedrolle på Det Ny teater hvor jeg selv medvirkede, ønskede jeg at det ville blive mig en dag. Og det gjorde det på Nørrebros Teater. Og ja ikke en hemmelighed at jeg altid ønskede mig at kunne sige jeg også var skuespiller.

Og så kom rollerne, først i Tyskland og sidenhen i Danmark. Det tog sin tid i Danmark at bevise mit værd. Fordi jeg ser ud som jeg gør og er en rigtig god danser var det svært at svinge sig ud af denne kasse. Men dog altid de mindre roller. Jeg overhørte Lisbeth Dahl fortælle Britt Bendixen under prøverne på cirkusrevyen sige:”Gry får rollerne fordi hun er god”. Et svar på Britt’s spørgsmål om hvorfor hun ikke brugte en af de dansere der havde været med flere gange. Jeg blev ret glad fordi jeg bestemt ikke følte mig på sikker grund i hele denne opsætning hverken socialt eller på scenen. Samtidigt kørte jeg prøver på Amager Scenen hvor jeg nogle dage ikke var på toppen, pga ekstremt pres med 9 forestillinger på Cirkusrevyer og så daglige prøver på teatret. Jeg var ligefrem ved at blive fyret af koreograf fordi jeg ikke var helt opmærksom grundet sygdom. Han råbte af mig mens jeg bare stirrede ud i luften. Jeg var ved at besvime, kunne slet ikke fokuserer eller høre noget. Kirsten Price sagde at hun kunne se jeg havde det dårligt og han skulle lade være at råbe af mig. Hun fik mig væk fra scenen og overtalt til at gå hjem og hvile mig. Jeg burde jo have lagt mig syg, men det kunne jeg aldrig finde på. Tog bare smertestillende. Var altid den der blev på benene skønt jeg var den, som instruktør var bange for ikke kunne tage presset. Mit udseende. Hele tiden vise at jeg var stærk. Var angst de så mig som svag.

Jan Hertz havde set mig og mine dansere på store amatør opsætninger og løb efter mig en dag, og spurgte hvor han kunne finde mig og mine piger. Så ringede han og jeg var med i Mød mig på Cassiopeia. Han ville helst have mig på scenen og spurgte om jeg kunne anbefale en koreograf. Han havde tænkt på Britt Bendixen men så anbefalede jeg Niclas Bendixen. Jan Hertz var usikker men jeg forsikrede ham om at Niclas godt kunne stå på egne ben uden sin mor. Jan Hertz så sød. Jeg sagde en replik på scenen, og Jan udbrød. Den pige kan sige replikker giv hende nogle flere, og James Price som både var kapelmester på Cirkusrevyen og denne musical sagde at jeg sagtens kunne klare nogle solo sanglinjer fordi jeg kunne synge. Selvom det var i 1995 husker jeg det så tydeligt. Havde altid lav selvværd og altid følelsen af at skulle bevise at jeg hørte til. Kom fra den klassiske og den moderne danseverden og det var min mor der havde sendt mig ud til Britt Bendixen fordi jeg gerne ville på scenen. Det gjorde hun rigtigt. Efter 3 måneder var jeg med i gruppen af dansere der blev sendt afsted på diverse danseshows og hun var så utrolig sød. Hun fik mig mere ned på jorden i min dans i stedet for at virke for let. Hvilket jeg ikke troede jeg gjorde da jeg var så bange for at være for tyk og tung. Så også bange for det og jeg spiste næsten intet i lange perioder. Først da jeg så mig selv på et videobånd danse i Holstebro revyen, så jeg at jeg næsten ikke rørte jorden og fløj i mine spring og så på ingen måde tyk ud. Så begyndte jeg at arbejde på at få benene på jorden. Ikke med vægten. Følte mig stadig tyk. Var blevet kaldt tykke af min mor som lille og jeg troede hun mente det, men hun har sagt senere det var bare i sjov fordi jeg jo bestemt ikke var tyk.

Jeg følte mig hjemme på Pejsegården og det var en rar fornemmelse. Vi var nogle stykker der nærmest boede der. Britt var en utrolig dygtig lærer og mentor og Niclas også. Endelig et sted hvor jeg følte jeg hørte til og havde en plads og venner og ingen angst. Hvis jeg blev nervøs eller usikker på om jeg hørte til, var Britt der bare lige pludselig ud af den blå luft og med få ord og hendes smil faldt jeg til ro.

Her en lidt sær angst tanke. Som har gjort det mega besværligt for mig at rejse med andre. Når jeg skal rejse med nogen på jobs pakker jeg minimalt.  Synes det er pinligt med en stor taske. Kan blive lidt problematisk når lang tid væk. Da jeg skulle være væk 3 uger i Brasilien for at skyde en film for Pipilotti Rist til Venedig Biennalen og til Louisiana havde jeg pakket to mini tasker. Fordi jeg skulle møde hele filmholdet der kom fra Schweiz. Så jeg rullede alt mit tøj og pakkede om mange gange. Da jeg skulle hjem sad jeg i lang tid ovenpå mine to taske for at kunne lukke dem. Og på turne i England og USA med Kid Creole and The Coconuts. Kid Creole kommenterede hvor lidt jeg havde med. Og mega svært lige at tage noget ud uden alt væltede ud. Og jo på nyt hotel hver dag og afsted igen og ingen plads i kufferten til at pakke hurtigt. Hvorfor??!!!

I denne pigegruppe var det også svært at finde ud af pigedynamikken og gjorde det ikke lettere da jeg blev bedt om at synge en solosang, som pigen der havde været der længst følte sig berettiget til. Blev udsat for mange ubehageligheder fra hendes side, men ville ikke sige nej til denne store chance. Og et minde som at stå og synge One for My Baby som afslutning på koncerten i Birmingham den dag Frank Sinatra døde, glemmer jeg aldrig. Og min mor og stedfar var kørt helt fra Bruxelles for at se koncerten den dag. Der var ingen hotelværelser ledige fordi præsidenten skulle se vores koncert den aften. Han kom ikke til Kid Creole koncerten den aften pga en stor mindeskoncert andet sted i Birmingham, men det gjorde mine forældre og jeg var lykkelig. I al utrygheden under min opvækst havde vi også vores lykkestunder, på rejser og når min stedfar var rigtig glad. Så er han den dejligste far. De sov inde på mit meget lille en sengs hotelværelse. Vi plejede at få store værelser men denne dag var det umuligt. Min mor så en anden koncert i England og her kæmpe lækkert suite værelse. Jeg har altid været aller gladest og så stolt når min mor var hos mig og så mig. Hun var også den der sagde til mig, den dag jeg sprang ind i hovedrollen på Nørrebros Teater, og jeg sad i min angst og ikke turde ringe og sige at jeg kunne rollen. Hun sagde: “Det er også bare det du har ventet hele dit liv på.” Godt sagt. Jeg lagde på og kørte hen til teatret og gik ind på teaterdirektør – Leon Fedder’s kontor, og sagde: “Du skal ikke aflyse, jeg kan rollen. Du ved jeg kan rollen. Busserne er kørt fra Jylland og Fyn. Men nu sætter jeg mig udenfor og venter mens du taler med Gud og mærker inden i hvad du føler rigtigst.” Han kom ud efter 5 minutter og sagde. Du er på om en time. Jeg fik travlt, lykkelig og stresset og skulle forsikre alle at jeg havde styr på rollen og sceneskift og kostumer ned i detaljen. Havde lavet et udførlig skema over alle scener med kostumer og ind og udgange og hvad jeg skulle tage med ind og ud osv. Det havde jeg lavet for lang tid siden. Jeg bliver stærk i pressede situationer. Jeg når ikke at bekymre mig, falder ikke over mine egne tanker eller spænder ben for mig selv, mens jeg snubler over min angst og fanger mig selv i en altopslugende illusions negativ angst baseret selvopfattelse.

Så den dag trodsede jeg min angst og sprang ind i en hovedrolle på 2 timers varsel uden prøver, på nær mine egne forberedelser. Instruktøren havde talt om at hovedrollen bedst ville passe til mig til audition, men en kontrakt var allerede indgået med en anden pige før optagelses prøverne. Jeg fik mindre roller i musicalen med lovning på dubleant jobbet. Derfor jeg havde sagt til Leon Fedder den dag, at han vidste jeg kunne rollen, da han havde set mig til optagelsesprøverne og talt med instruktøren om mig. Men grundet indviklinger med andre ansatte blev hele dubleant ideen aflyst, men der havde jeg allerede indstuderet hovedrollen selv. En danser spurgte mig om vi kunne aftale ikke at øve på rollerne og jeg sagde ja,og øvede ikke mere på den. Men jeg kunne den og havde gjort alle forberedelser grundet aftalen med både skuespilleren og teaterdirektøren, da jeg skrev under på min kontrakt.

Jeg havde ikke haft prøver. Men vidste inden i jeg kunne og havde tillid til at jeg ville kunne huske hvad jeg havde indstuderet selv. Jeg har aldrig været lykkeligere på teatret end den dag jeg sprang ind i rollen. Og aldrig lykkeligere i mit liv. Jeg glemte helt mig selv og sprang ud i det dejlige blå hav og følte en meget varm omfavnelse. Denne lykke følelse inden i kun overgået den dag jeg fødte min Lærke.

Alle var søde ved mig efter forestillingen, og jeg fik at vide af en dygtig skuespiller, at jeg nu var skuespiller mens han holdt på sit hjerte, og respekt for at jeg havde gjort rollen til min og ikke kopieret den. Men en pige følte sig overset og det lykkedes hende at vende alle imod mig. Hun vidste ikke, at de havde aflyst dubleant sikkerheden grundet de hellere ville aflyse end have hende i en rolle. Konfliktsky men meget sød teaterdirektør var ikke tilstede de tre dage jeg var på som hovedrollen, og fortalte ikke alle hvordan det faktisk hang sammen. Alle hviskede og jeg flyttede alt op i en krog tæt på scenen, ellers løb mine øjne i tårer. Jeg lukkede alt ude og fokuserede kun på min rolle. Alle danserne turde ikke tale med mig pga de usande rygter. Men nogle få af skuespillerne støttede mig og én kom med gode råd til dagen efter jeg var på. Han inviterede mig også med op til Bodil Kjer hvor han boede. Jeg trængte også til at komme væk fra det hele derinde. Hun havde set mig på scenen og tilmed rost mig. Han fortalte at hun var helt nervøs jeg skulle komme, fordi hun syntes jeg var så smuk og talentfuld på scenen. Jeg var så nervøs for at besøge mit store forbilleder siden helt lille. Vi var begge så generte og sagde ikke så meget, men hyggede og gik tur ved havnen. Og ræven skulle hun fodre før vi kunne spise. Forstod hvorfor jeg var nervøs men Bodil Kjer. Så smuk så talentfuld så sød. Den største ære at få lov at besøge hende.

Mine tre dage som Sally i Me and My Girl gjorde jeg så godt, at teaterdirektøren gav mig den rolle han havde overvejet mig i i sit næste teaterstykke Koks i kulissen. Han havde allerede spurgt om jeg ville på plakaten og muligvis spille en af hovedrollerne, men han skulle lige være sikker. Og det blev han heldigvis. Og jeg fik nu kontrakt og blev betalt for dubleant på begge de to kvindelige hovedroller hvis en af dem blev syg igen. Og forbundet skrev et brev, hvor der stod, at jeg som skuespiller havde taget en enorm chance og sat min karriere på spil ved at gå på scenen uden prøver og at alle dem der ikke havde bakket mig op havde været ukollegiale overfor mig, netop det som kvinden havde beskyldt mig for, og som desværre havde rygtes til de andre teatre i Danmark. Tror ikke skuespillerforbundets ord tog rygterne væk. Men rygterne ødelagde ikke min glæde eller fik mig til at tro at jeg havde gjort noget forkert, for det havde jeg ikke. Jeg mærkede følelsen af at kunne svømme på det dybe hav og bare flyde med og nyde det og være der i nuet i rollen i samspil med de andre skuespillere, og allerbedst endelig troede min mor på at jeg kunne spille skuespil.

Tilbage til angsten som i ovenstående historie heldigvis ikke ødelagde mine chancer, men som desværre ofte har fremkaldt nogle dårlige vaner i mig. Jeg opdagede at hvis jeg fandt en mand på teatret jeg kunne flirte med blev jeg tryggere. For så vidste jeg at der var en der godt kunne lide mig og jeg følte mig passet på. Jeg kunne godt lide personen selvfølgelig. Men opdagede at følelserne havde tendens til at ophøre når teaterstykket var slut og et nyt begyndte. En meget dårlig vane som jeg heldigvis slap ud af. Og må sige jeg har taget min del af hjertesorger. Men lært ikke at være så naiv og huske at følge min intuition og være mere forsigtig, men følelser er jo følelser.

Jeg er af visse personer blevet beskyldt for at få mine jobs på grund af at jeg har forført mig til jobbet. Men dette har ikke været tilfældet. Det har altid været vigtigst for mig er at få jobs på baggrund af mit talent.

I dag er jeg 44 år og jeg har opnået så meget og utrolig glad jeg ikke lod min angst dikterer mit liv og oplevelser og arbejdsmuligheder. Min stædighed vandt over min angst hvis jeg fx ikke måtte gå til audition grundet for sen tilmelding. Så fik jeg ringet op og sagt hvad de ville gå glip af hvis jeg ikke måtte møde op. Jeg var helt rød i ansigtet og koldsved ned af ryggen men jeg gjorde det. Jeg kom også med i forestillingerne.

Jeg har altid været bange for at miste min glæde inden i når jeg havde den. Den forsvinder nogle gange i lang tid, men jeg ved den altid dukker op igen. Da jeg var lille og gik mig en tur rundt på Østerbro og var glad i solen, vidste jeg at jeg ville være i mere trist humør uden smil dagene efter. Var næsten altid en uge uden glæde og så en dag eller to på max glæde og jeg gik og sagde til mig selv at jeg elskede mit liv. Sådan har det altid været. Nu kan jeg finde glæde hver dag, men kun fordi jeg hjælper mig selv til det og ved min datter har brug for disse stunder og mit smil. Jeg fandt ud af det, da Lærke en dag sagde, du smiler ikke mere mor. Jeg var så presset af kommune møder. Efter den dag lovede jeg mig selv at smile. Og gøre noget fjollet sammen så vi får grinet. Det virker indad så nu kan jeg finde glæden på en mere overskyet dag.

Jesper har altid i vores tid sammen og stadigvæk bakket mig op og fortalt jeg bare skal slappe af fordi jeg er så dygtig. Og allervigtigst er når han forsikrer mig om at jeg er en god mor. Intet betyder mere for mig end at være det. Jeg kan nu uden nervøsitet gå til diverse mange skolemøder og kommunemøder med henblik på hvad der er bedst for min datter. Når det kommer til hende, kan jeg alt og jeg er stærk inden i og udadtil.

Jeg har stædigt altid forsøgt at gå imod min angst. Har forsøgt at tage telefonen, og så uheldigt fået spørgsmål fra pressen om hvordan jeg fx forholdte mig til hackere og om jeg hvad jeg synes om højhælede sko. Men lader nok mobilen ringe uden at svare i dag. Kan bedst lide først en sms om hvad det drejer sig om så jeg ligesom kan overveje svar og så jeg ikke blir helt bange for ikke at vide hvad nogen vil tale med mig om.

Jeg sagde ja til udfordringen om lige at stille mig op foran 200 mennesker og tale om det at være mig. Meget med at kunne se det positive i noget der virkelig ikke er særlig sjovt. Her var andre talere og jeg var der for at lytte ikke for at tale. Var så glad bagefter. Folk havde grinet og nogen kom og sagde tak fordi jeg delte og det var stor inspiration.

Og jeg har altid været bange for det åbne hav og hajer. Jeg udfordrede mig selv og tog Advanced Scuba dykker certifikat og ud og dykke fra båd i Thailand. Jeg var mega bange men nede i vandet var jeg ikke bange. Her fandt jeg ro og nærvær og tankemylder ophør.

I skolen begyndte jeg i gymnasiet at skrive utrolig grimt, fordi dem ved siden af mig ikke måtte se de noter jeg skrev. For tænk hvis de syntes de var dårlige og ville grine. Jeg kunne næsten ikke selv læse dem.

Jeg holdt op til klassisk ballet da jeg var 13 år, fordi jeg pludselig følte at jeg var meget tyk og ikke kunne springe let og elegant højt nok. I stedet for at fortælle min angst sagde jeg bare at jeg ikke havde lyst mere. Jeg fortrød men turde ikke gå tilbage igen. Min lærer var ked jeg holdt op. Den koreografi jeg ikke troede jeg kunne, som skulle til opvisning, havde hun kun med fordi jeg dansede den så smukt. Men også fordi min mor sagde hun havde været både lidt vred og ærgerlig over jeg stoppede,turde jeg slet ikke begynde igen. Det ville være pinligt syntes jeg dengang.

Om natten hvis jeg er stresset kan jeg vågne og tro jeg er spærret fuldstændig inde og ikke kan få vejret. I halv vågen tilstand. Jeg fægter med armene og gisper efter vejret og nogle gange er jeg stået op og ledt efter døren. Men gået ind i en modsat væg. Siger til mig selv, du er vågen, du kan godt få vejret, du er hjemme, rolig. Men tager noget tid. Men sker kun i meget pressede perioder.

Jeg har mine egne redskaber nu med at gå ture med min hund og få trukket mit vejr. Jeg flyver for hurtigt væk og kan ikke få fødderne ned på jorden, føles det som. Så ved jeg at jeg lige skal have lidt ro. Jeg har haft svært ved at finde mine egne grænser men også haft svært ved at sige fra og til og ordet Nej har jeg arbejdet længe for at kunne sige. Også så det kan høres og ikke et lille nej tak som ikke høres. Jeg indspillede en film der gik lidt ud over grænserne, fordi jeg blev forelsket i rollen, og så jeg her havde muligheden for at finde mine grænser og lære at sige Nej. Det blev jeg nødt til at kunne i denne film. Og jeg sagde Nej. Blev ikke helt hørt, men jeg mærkede min grænser. Jeg skulle også lære her som mor at finde mine grænser. Rykkede dem hele tiden. Selvom Lærke og hendes veninder blev mere og mere højlydte og bad om noget hele tiden. Jeg tænkte det går nok men lige pludselig kunne jeg bare ikke mere og fik skældt ud. Så lærte jeg at få sagt stop i tide før mine alt for sarte ører gik i ringetone. Efter en af mine venner havde været her, sagde han om mit service niveau måske var lidt for højt. Og ja det kunne jeg godt se. Jeg kan stadigvæk godt lide at her er rum og plads til at være børn. Men jeg har lært det med lige at sige pause og lige lukke min dør i ny og næ og lave noget af mine egne ting og trække vejret.

De mange år alene med min datter, hvor jeg kun kunne være lige der for hende sammen med hende, blev en stor gave til mig. Min angst for at være mig, mit behov for at leve igennem en rolle og en maske, forsvandt lige så stille, da jeg ikke kunne gemme mig mere i denne verden, og ønskede min datter skulle se mig som jeg var og mit eget ønske om at kunne gå ud i verden og være den jeg er uden at tage en rolle på mig, en maske, makeup, en kasket. Den kommer dog på med solbrillerne pga sol, fregner, grønne øjne og migræne. Så kun af praktiske årsager og ikke fordi jeg er bange. Og jeg blev nødt til bare at sætte mig ned på fortorvet med Lærke midt i vrimlen, hvis hun gik i stykker inden i over et eller andet, en flue generede hende eller en fremmed sagde noget til hende eller hun spildte noget på sin bluse. Hun gik i så voldsom angst at jeg måtte holde pause med hende, få sat hende ned med det samme så hun ikke bare løb ud på gaden. At jeg ikke har presset hende ud og været her har gjort hun er vokset så meget. Mange veninder og kan tage med til familiefest hvis hun har veninde med. Der er langt igen især med skoler men hun er glad og udadvendt og laver sine film til youtube med mig og alene og danser og tegner derud af. En lille solstråle. Mange siger jeg har givet så meget af mig selv i denne tid, men jeg har fået lige så meget tilbage igen. Det som min datter sagde til mig en dag “Mor, jeg kan mærke jeg ikke er så bange mere”, kan jeg også sige nu. Men angsten er der stadig ved præstationer, og når telefonen ringer og før besøg og at blive syg, da jeg ikke kan ligge ned som situationen er. Men den indre styrke blevet stærkere til ikke at blive fanget af angsten. Lærke og jeg luft bokser den væk når den kigger frem. Og nu forstår jeg bedre de vigtige ord Jens Arentzen sagde til mig under optagelserne til 4 stjerners middag, da Lærke var 9 måneder gammel. Han ser mennesker. Han sagde: “Du skal huske at tage din plads i verden, ellers ved vi andre ikke hvor vi har dig henne.” Jeg hørte kun det lidt negative at andre mennesker ikke kunne lide jeg var genert og stille. Men at jeg som menneske har en plads i verden, har jeg først nu efter min første sangtime hos Bonna Søndberg med hendes ord, forstået og følt ordene manifestere sig inden i mig. At der er en plads til mig i verden og jeg skal tage den og udfylde den og være og vise den jeg er som menneske. Bonna Søndberg sagde jeg havde en bedårende stemme og meget talent og jeg kan mere end jeg selv tror. Hun fik mig i denne time i ro og med hendes varme hænder ved mit hoved og lyden af hendes stemme og hendes ord fik hun trukket den sidste angst – at jeg ikke er god nok – ud af mit hjerte. Og hun gav mig et rigtig godt arbejdsredskab til at komme i ro. At tænke lange tanker. Der er tid nok i livet til at ens tanker gerne må være lange og rolige. Går stadig hurtigt oppe i mit hoved men nu bevidst og det hjælper når jeg tænker på disse ord. Så mens hun giver mig redskaber til at falde ned og komme ind i min krop og være så rolig jeg nu kan være, kan jeg endelig begynde at arbejde rigtigt med min stemme og finde min stemme inden i også. Jeg har altid sunget men har ikke haft ro og tillid til min stemme. Men altid følt glæden inden i når jeg sang, som kirkesanger, i musicals og koncerter og i studie. Men har altid været usikker. Jeg har mødt fantastiske mennesker i mit liv som har set mig og fortalt mig at jeg er dygtig, men først nu begynder jeg stille at mærke min egen styrke og behøver ikke flyve rundt og gøre alt for at passe ind og hele tiden føle jeg skal bevise mit værd både som kunstner og som menneske. Jeg kan trække vejret stille og roligt og nu føle glæden komme indefra i stedet for den skal komme udefra.

 

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.