Voksensnak set gennem et barns øjne

Jeg har i mange år spekuleret på Lærkes meget stærke reaktion hver gang jeg talte med andre voksne mennesker. Hvis Lærke har trukket i mig og ville have mig væk har den anden voksen – familie ven bekendt – sagt til Lærke at de lige må have en voksensnak med mor. Hver gang har jeg forsøgt lige at fortælle at det er hurtigt men har mærket at hun har trukket sig indad bagefter. Og har tydeligt mærket irritation over jeg ikke talte videre bare fordi hun trak i mig.

Derfor begyndte jeg at tænke over det her med voksensnak. Hvordan virker det på barnet og et barn som er ekstra følsomt med angst. Jeg så mig selv som barn når min mor talte med en voksen. Jeg ventede uden at sige noget. Men havde en følelse af ikke at være vigtig længere og jeg så min mor ændrede sit sprog, stemmeleje og kropssprog. Jeg elskede når hun kom tilbage til mig igen. Og blev sig selv igen. Følte jeg var i vandet uden at kunne bunde eller svømme. Der alene indtil min mor var færdig med den vigtige voksen snak.

I mine tanker om min egen barndom og refleksioner over de forskellige situationer og de samtaler jeg har haft og har med Lærke fik jeg skrevet disse ord. Det var i hvert fald jalousi og angst for at miste mig i disse voksen samtale skønt hurtige.

Mor blir en anden når hun taler med en voksen.
Mister jeg hende?
Elsker hun mig ikke mere?

Min verden bryder sammen.
Jeg kan ikke leve uden min mor.

Hun sir hun elsker mig. Men hun viser det ikke. Hvis hun elskede mig ville hun være her lige nu og ikke forsvinde og blive en anden.

Hun taler anderledes, hun griner anderledes. Hun griner sammen med en anden. Den voksne hun taler med har taget min mor fra mig. Er hun væk for altid? Hvor er min mor blevet henne?

Nu er hun hos mig igen
Nu er vi alene igen
Hun roser mig
Men jeg ved ikke hvorfor
Fordi hun virkelig blev til en anden
Hun gik væk fra mig
Hun så mig ikke
Hun ville hellere være sammen med en anden end mig
Hun sir hun elsker mig men gør hun?
Hvordan kan jeg vide om det er rigtigt?
Hun tager mig op og krammer mig og giver mig en svingtur. Vi griner sammen. Jeg føler min mor er kommet tilbage til mig. Men er jeg helt tryg? Bare hun ikke forsvinder igen. Jeg kan ikke lide den følelse.

Hun er væk og så kommer hun måske. Men hvad nu hvis hun ikke kommer tilbage igen?

Vi krammer, pjatter, griner og hygger. Nu er vi sammen igen. Det kan jeg lide.

Nu har vi fundet hinanden igen, Mor!

Vi har så talt om det med at opdage at vi begge kan ændre os i forskellige situationer. Det med at tage en maske på. Hun siger selv ofte at hun ikke har energi til at skulle lave sig selv om hvis hun enten skal afsted i skole eller hjem til sin far. Jeg er altid mig selv herhjemme hos dig mor. Det er det eneste sted jeg er helt tryg. Og sammen med dig alene kan jeg være helt mig sig. Og jeg sagde det samme til hende, hvilket gjorde hende utrolig glad. Tak Mor!

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.