diagnose cocktail – en forstærker

Jeg har haft svært ved at se hvorfor Lärke har fået del diagnosen ADHD til diagnosen GUA – en autisme spektrum forstyrrelse.

Lærkes diagnose ADHD ligger skjult bag hendes diagnose GUA – autisme spektrum forstyrrelse, men forstærker den på nogle områder, som jeg først forstod bedre da jeg fik talt med en meget dygtig psykiater.

Det er impulsiviteten, ikke at kunne se konsekvenser af handlinger. Stor følelsespåvirkning af omgivelserne og så de store impulsive vredesudbrud af 45 minutters varighed. Vreden udadtil (dog kun når alene med mig), gør angst/panik anfaldene større. Hun kan få disse grundet angst for nyt og skift og en følelse der ligesom overvælder hende og så er skyld i at hun bliver ude af sig selv. Hele følelses paletten bliver udspillet. Først den stille vrede triste på samme tid indadvendthed, så kæmpe vredesudbrud hvor jeg intet kan stille op anet end at fortælle jeg er her. Ved selv skadende adfærd, tale med tydelig bogstaver om hvad der vil ske hende hvis hun fortsætter. Hun standser så denne adfærd og kaster med ting og råber og skælder ud og siger mange grimme ting til mig. Her efter falder hun helt sammen i sengen eller i sofaen grædende og kan fortælle hvilken følelse, der kom eller hvilken situation der var sket i går i skole eller hos veninde eller hos sin far og hun kan tage imod kram. Og jeg kan tale med hende. Hun fortæller selv at hun slet ikke følte hun var sig selv, som om nogen overtog hendes krop, og at hun er utrolig ked af det hun sagde til mig. Og hun vil gerne forstå hvad det er der sker.

Det var lettere hvis vi stadig havde vinylplader og pladespiller. Så kunne hun bedre forstå at det kunne være ligesom når pladen kører i hak og den lige skal have et lille hjælpeskub til at fortsætte. Ligesom hun kan køre i hak og har brug for at få et hjælpende skub og støtte til at komme ud af dette hak, ud af denne følelse, som overvælder hende under pres. Jeg fortæller om instrumenternes strenge og hvordan der skal stemmes engang imellem eller have skiftes strenge når disse springer. Så har instrumentet det heller ikke så godt og skal have lidt hjælp for at spille som det plejer.

Da jeg endelig forstod denne kombination af de to diagnoser sammen, at vreden indeni blusser ekstra op for uventede følelser eller hændelser og derved gør angsten stærkere, kunne jeg bedre forklare Lærke hvad jeg troede skete: Hun var så glad og parat til at gå i skole, men så kom hun til at tænke på sin veninde hun ikke lige kunne se, og denne følelse tog alt glæde fra hende. Den simpelthen overmandede hende og hun kunne slet ikke komme ud af følelsen selv. Den tog over så hun både gik i vredespanik og grådangst. Hun var så glad for, at jeg kunne forklare det på den måde. Tog hendes skyldfølelse væk. Hun var sikker på hun selv var herre over, at hun pludselig ødelagde en god oplevelse, hun kunne have haft. Og hun følte sig selv skyld i det hele og var så ved at køre sig selv op igen. Senere da hendes veninde kom forbi, fortalte hun at hun ikke var kommet i skole, fordi hun pludselig var blevet så utrolig ked af det. Det var noget med at en følelse bare overrumplede hende og så blev hun…”Mor vil du ikke fortælle det du fortalte her tidligere om alt det der skete i morges. Det med en følelse der ikke ville gå væk og at være bange og vred på samme tid.”

Hun har før i tiden løbet væk hvis hendes veninder har været i dårligt humør, været kede af det og ikke ladet sig trøste. Eller efter hun har løbet efter en veninde for at gøre hende glad igen efter en anden pige havde gjort veninden ked af det. Det lykkedes hende for det meste at gøre veninderne glade igen, men hvis det ikke gør går hun i stykker inden i. Løber væk og bliver meget vred hvis de følger efter hende og når jeg følger efter hende. Hun stopper op på afstand og her står hun så og råber af mig. Jeg taler roligt til hende og forstående forklare hvordan jeg tror hun har følt situationen. Hvis jeg siger jeg forstår hende, råber hun og siger, at nej jeg kan ikke forstå hende, jeg har aldrig følt som hun gør nu. Så jeg skal vare mine ord. Det vigtigste for hende er at jeg er rolig og igen og igen fortælle hvor meget hun betyder for mig og hvor højt jeg elsker hende og jeg altid vil elske hende lige meget hvad. For efter hendes vrede bliver hun selvudslettende, hun vil dø råber hun. Så vil alle have det bedre. Uden hende. Og herefter kan hun pludselig tage imod mine kram og mine ord, og hun siger undskyld for alt det hun havde sagt til mig af grimme ting. Og hun elsker mig og hun vil ikke dø. Hun siger også tit heldigvis, at hun elsker sit liv. Så lige så store følelser hun har under hendes angst panik vrede selvudslettende triste anfald, lige så store følelser af glæde udtrykker hun når hun er glad, udhvilet, tryg og bare alt er fantastisk. ”Jeg elsker mit liv mor.” ”Du er den bedste mor jeg kunne ønske mig.”

Hun løber sjældent væk længere, men jeg kan ikke vide om det ikke sker igen hvis hun presses med fx skole hver dag eller at jeg er væk en hel dag.

Psykiater forklarede mig at hun ofte ikke tør springe ud i noget nyt, grundet angsten for at få angst/panik anfald, da det er så utrolig voldsomt for hende. Og derfor kan jeg ikke presse hende og hun kan heller ikke magte at gå mere end 2-3 dage i skole og få timer. Hun er konstant på overarbejde for at forhindre at en situation, en følelse tager over og sender hende ned i endnu et nedbrud uden kontrol. Det kører bare derud af indtil det slipper ved hjælp og eller tid. Hun er meget bange for at få skæld ud eller blive irettesat, som hun ser som skæld ud og som giver hende følelsen af forkerthed og udløse flovhed Hun skjuler angsten så slipper løs senere, ved et enkelt lille ord fra mig som hun normalt godt kan klare. Mit tonefald en smule anderledes

Hun sætter meget store krav til sig selv, og kan hun ikke opfylde dem, ryger hun ned i sit voldsomme følelses hul. I skolen er det vigtigt de voksne hjælper før hun beder om hjælp. Hun bliver så bange for at sidde der alene med viden om at hun ikke kan læse et ord, eller ikke kan regne et matematik stykke ud, og de andre børn og voksne måske opdager at hun ikke kan finde ud af det. Hun skal have hjælp på en for hende usynlig måde. Hjælpen skal bare være der. Eller bliver hun så bange, men viser det ikke.

Udadtil er hun en glad, sjov, kvik, charmerende pige som synes at kunne alting. Klatre, danse, springe, sport, springgymnastik, ridning, parkour, boldspil.Det hun ikke kan øver hun igen og igen herhjemme. Kun herhjemme bryder hun sammen og kan i svære perioder holde sig indendørs en hel måned. Jeg lufte hund med hende med på Facetime så hun kunne se mig. Det bruger vi stadig af og til. Men nu er det ikke sådan længere. Hun gik kun tilbage i tryghed pga det meget lille skoleforløb på Charlottegården, som var en utrolig dårlig oplevelse, men skolen havde heller ikke ressourcer eller passede til  en pige som Lärke, følsom, klog og tænksom, med angst for ikke at være god nok.

Fordi alt er bedre nu end det har været, er jeg meget opmærksom på hvornår jeg kan presse hende lidt, fordi hun jo tiltider har sagt “tak mor, det har været så sjovt, tak fordi du fik mig afsted,” og så de gange hvor hun bare ikke kan magte at få det lille skub, og er gået helt ned over det lille pres. Dette lille skub har i hendes følsomme og på det tidspunkt overkørte verden indeni været et meget større pres og udviklet sig til vrede, angst, panik, såretheden (for at jeg ikke har set hende i situationen) og tristhed.

Jeg har været og er også stadig lidt i tvivl om diagnosen ADHD når jeg læser på at der er fællestræk, som uro, koncentrationsbesvær, og det at kunne aflæse andre børn i det sociale samspil. Disse ser jeg ikke hos hende. Jo at hun har brug for fysisk aktivitet, meget aktiv, men hun kan også sagtens sidde stille meget længe koncentreret over kreative projekter og dukkelege i timevise med veninder. Da hun var mindre var det sværere at aflæse de andre børns behov, men ikke længere. Nu er det mere omvendt. Måske fordi jeg har haft meget fokus på sammen med Lärke at gøre det mere trygt for hende at navigere i de forskellige sociale samspil. Og når vi ikke har et pres med at være bestemte tidspunkter i løbet af dagen, er der længere tid i mellem at hun går i vrede/angst/panik mode. Hver dag er forskellig og når jeg er er syg, er det meget vanskeligt at håndtere for nogen af os, eller jeg skal til skole, psykiater, tandlæge aftale, selvom jeg har forsøgt at gøre lave trygge ramme omkring dette. Men der kommer en mindre reaktion senere.

Men det med at det er GUA diagnosen der er mest tydelig og det er få træk fra ADHD diagnosen som gør sig gældende men som tilgengæld virker som en forstærker til Lärkes autisme spektrum forstyrrelse giver ret god mening, da jeg ikke har kunnet forklare hvorfor den ekstreme vrede og så pludselig den helt selvudslettende angst. Fra den ene yderlighed til den anden på 45 minutter. Og at piger kan have lidt andre symptomer end drenge og at nogen med ADHD godt kan koncentrere sig i længere tid både faglig boglige fag som de mere kreative og fysiske fag. Og det handlinger uden at kunne forestille sig konsekvenserne heraf. Fx det med bare at ville dø og løbe langt væk. Jeg blev nødt til at fortælle på afstand at jeg ikke kunne bestemme om hun ville løbe hjemmefra, men hun skulle vide at det kunne være et fremmed mennesker der fandt hende som fx politiet og hun kunne løbe så langt væk at hun ikke ville kunne finde hjem igen. Jeg så hende stå og tænke og overveje, men hun var ikke meget for at overgive sig og komme nærmere. En gang efter lang tid med tale og Lärke råb på afstand, trådte hun et skridt frem og sagde mor nu må du gerne komme lidt hen mod mig. Og sådan tog vi så et skridt ad gangen indtil hun var i min favn og jeg kunne løfte hende op og bære hende hjem mens hun holdt fast helt tæt ind til mig. Vi klarede den hver gang og gør det stadig. Bare viden om at hver dag er ny og hver dag tålmodig, og ingen ydre pres så jeg er 100 procent opmærksom på at fange hendes angst i opstart og aflede og give ekstra rummelighed. Det med at kunne se igennem fingrene med de pludseligt kommanderende ord og navne hun kan kalde mig. Ved stress og pres er jeg kun menneske (har jeg fået at vide, da jeg selv er utrolig hård ved mig selv), og kan sige at jeg ikke vil have hun tale til mig på den måde. Hvis jeg ikke har vidst eller været opmærksom på at hun har haft en dårlig nattesøvn eller dårlig oplevelse dagen forinden bryder hun sammen med det samme. Og situationer hvor vi skal ud af døren og jeg så kommer til at sige at vi altså allerede er pænt forsinkede og vi meget gerne skal afsted nu (der allerede været tålmodig 30 minutter), tager det så 2 timer længere i stedet for de 20 minutter ekstra det kunne have varet. Bare utålmodighed og varme i jakken og vi var jo klar, men pludselig skulle hendes hår reddes igen eller hænderne vaskes ekstra grundigt eller der lige alligevel var et ekstra sandkorn i skoen.

Men det allerbedste der er sket nu er Lärkes ord: “Mor jeg kan mærke jeg ikke er så bange for altid længere.”

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.