Vente vente vente….

Du må lige vente på det bliver din tur. Du må lige vente til mor eller far kommer hjem fra arbejde. Du må vente til filmen kommer i biografen. Du må vente til vi voksne har talt, du må vente til maden, du må vente til i morgen, du må vente vente vente…..

Ordet at vente bliver anvendt mange gange i løbet af en dag. Er vi som voksne blevet bedre til at vente? Og hvis vi er, venter vi måske på noget der aldrig kommer til at ske? Er det sundt at vente? Føles det godt at vente? Er det godt at lære barnet det at vente?

Vi kan som voksne ikke lide at vente, men vi er mange der har lært, at det gør man. Vi kan vente på mange ting. På at få leveret maden, på at møde vores drømmekærester, på at få et barn, på at få ønskejobbet, på at få den helt rigtige lejlighed, på at få ferie, på at komme tilbage på jobbet, på at få fri, på at komme igennem myldretrafikken osv. Det er bare det at vi ofte opdager, at det vi havde brugt tid på at vente på, ikke var det vi havde håbet på. Livet passerer forbi mens vi venter. Men hvad kan vi gøre? Kan vi standse dette ubehag i kroppen, for det er ikke en rar følelse. Og den kommer, når vi venter.  Og jeg taler ikke her om forventningens glæde der giver sommerfugle i maven.

Hvis man nu har pause mellem job, bruger mange måske tiden på at vente på nyt job, for at blive lykkelige. Når de så får det, ærgrer de sig måske over ikke at have brugt tiden bedre end blot at vente. Altså ikke fordi man bare sidder og venter, men fordi ventefølelsen er der konstant inden i. Når vi finder kæresten, kan man måske godt tænke tilbage og se at det også faktisk havde sine gode sider at være single. Nu skal der indgås kompromisser og ting og sager. Mens man sulten venter på maden, kan man jo gøre det hyggeligt eller lige lave nogle mavemuskel øvelser 🙂 Måske nå noget husligt så man ikke skal det bagefter. Og ja det kan da være irriterende at alt ikke lige går i det tempo, man selv løber afsted i. At livet ikke følger trop. Men måske skal man netop lære at sætte tempoet ned, og få lidt tillid til at livet vil en det godt. Der kan ske voldsomme ting, hvis ens gear konstant står i 5. gear. Det kan også være stressende ingenting at lave mens man blot venter, næsten mere end det at løbe rundt og nå tusinder af ting på meget kort tid.

Der er lige så mange forskellige situationer som forskellige måder at vente på. Hver vente situation er særlig og kræver sin måde at blive tacklet på og jo bedre man bliver til det jo bedre bliver man til at leve i nuet og undgå alt det indre stress og bekymringer der hindrer en i at sætte pris på og nyde livet.

Det vigtigste vi kan give videre er selv at lære at håndtere ventetiden på og være bevidst om dens tiltider meget negative påvirkning, som ventningen kan give både den voksne og barnet. Ville det ikke være skønt hvis vores børn ikke arver vores til tider negative vente måde. Vent vent vent, det bliver du nødt til at kunne. Vente til tid er. Hvad nu hvis vi ikke lærte vores børn det at vente uden tanke, men lader dem inspirerer os til at lære at leve lige nu og her, også i en ventesituation. Vi kunne være aktive, kreative, legende, dansende, syngende, følge en inspireret tanke mm i en ventesituation,  i stedet for at tillade mørkets utålmodigheds tomheds mol følelse.

Det absurde teater forsøgte lige som mange andre, at vække mennesket op af vente døsen. Godot kom aldrig. Men det lykkedes ikke. Vi har stadig for dårlig vane at vente. Vente på noget i fremtiden eller se tilbage på noget i fortiden. Det er så utrolig svært at være tilstede i Nuet, hvilket der er skrevet utallige bøger om. Ventningen er gået i arv, derfor måske så svær at slippe for os og så svært ikke at give videre til næste generation.

Barnet har evnen til at leve lige nu og her, barnet kan, så derfor kan vi. Der findes mange selvudviklings kurser som mange voksne tager på, men vi kunne også lære meget af at observere barnets måde at kunne være i nuet i legen med sig selv og andre, hvis denne evne ikke bliver frarøvet dem eller ikke bliver næret.

Barnet udvikler sig i nærvær med andre børn men især også med forældre og andre voksne.  I nærværet med barnet, med venner, med familie og sig selv uden flygtige tankestrømme, uden fortid og fremtid, kan vi ligesom barnet udvikle vores personlige og sociale identitet og kompetencer og lære at lytte til vores indre stemme, vores hjerte. Vi behøver ikke altid at vente på et eller andet for at blive lykkelige.

Når den voksne bestemmer dagsordenen, fx at bede barnet om at vente på noget, og barnet bliver utålmodig og ikke kan finde ud af det, er det også den voksne der skal hjælpe barnet med at finde ideer til det barnet kunne lave i ventetiden. Kunne vi i nogen situationer anvende et andet ord end vente? Fx: “Mens mor pakker taske kunne du jo finde din bamse eller finde på en god historie du kan fortælle mig nede i bilen, eller se hvor mange kolbøtter du kan slå.”

I bilen afsted på lang tur eller kort, kunne det hjælpe barnet ud af ventetids utålmodigheds følelsen, hvis den man sang med barnet, spillede musik, fortalte en historie, lyttede på barnets fortællinger og dags oplevelser, og måske kunne man tælle farver på bilerne i trafikken og fx finde farverne i regnbuens farverækkefølge.

Det jeg vil sige er at bede et barn om at vente mens man selv stresser rundt eller skal nå noget i lynets fart, påvirker barnet og en selv, og giver barnet et dårligt forhold til at kunne vente. For hvorfor ikke udnytte ventetiden med andre ting.  Vi skal lære at kunne være i nuet og smile til os selv og andre og lytte til både barnet, til vores hjerte og personlige rytme inden i, i stedet for at pådutte børnene vores opfattelse af, at det er sundt at kunne vente.  For er det det?

Jeg lærte at vente, og derfor blev jeg som voksen alt for god til at vente. Når jeg handler og gør noget er jeg glad. Når jeg venter på noget skal ske er jeg tom og ikke glad. Når jeg slipper det jeg venter på og lever i nuet bliver jeg lykkelig inden i og synes at livet er skønt. Jeg har opdaget hvor god og tålmodig jeg er til at vente, og hvis jeg har ladet et tog jeg burde have været på køre uden mig, kan jeg mærke det. Var ikke opmærksom nok til at se det. Men for det meste har jeg fulgt min intuition og været aktiv og taget gode chancer. Jeg lærte at vente, både med ubehag men også aktivt. Jeg havde heldigvis altid mine tanker, ideer og mine helt egen verden med mig altid. Har prøvet flere ventesituationer, både de korte, de mellemlange og de åre lange ventninger som barn. Kender følelsen og kender den i dag. Man skal virkelig gøre sig umage for at komme ud af en ond vente cirkel.

I stedet for blot at vente på noget der skal ske eller noget man ønsker sig må man også gøre sig parat til hvis ens ønske sker. Olielampen skal være fyldt og klar.

Jeg har ventet på en skole til min datter i snart tre år og før dette på en vuggestue og en børnehave der fungerede, men i stedet for blot at vente har jeg været i tiden med min datter. Lært så meget og set min datter udvikle sig i en meget positiv retning. Men kunne da let have gået rundt utålmodigt og irriteret over at vente og ikke stå alene med skoling og udvikling af hendes sociale kompetencer. Men det har været godt for os begge, rigtig godt og nu er Lärke mere klar til en plads i en lille skole. Denne helt specielle tid har knyttet os tæt sammen og givet os et stort tillids og kærligheds bånd og jeg ønsker ikke at bytte det med noget som helst andet.

Men det at vente for et barn kan være meget voldsomt.

Min oldemor sagde altid: “Lad ikke et lille barn vente”.

Og min farmor gav mig ideer til lege når jeg skulle vente på hende, så jeg lagde slet ikke mærke til at jeg ventede.

Jeg har set hvad det gør ved min datter, når hun bliver bedt om at vente. Min datters reaktion på at få at vide at hun skal vente, er at hun enten bliver helt stille og indelukket, som senere kommer ud i råb og gråd. De fleste gange kan vi tale om det, der er sket og hun sætter ord på sine følelser. Hendes følelse, sir hun, er at hun ikke er god nok, og at personen der sir hun lige skal vente, ikke kan lide hende.

Når hun bliver bedt om at vente af mig eller andre kan jeg se hendes ansigt og kropssprog ændre sig og hun siger når vi er alene, “jeg er grå nu”. “Ligesom du og far nogen gange er. Grå.”

Men heldigvis har vi som voksne mulighed for at fylde en ventetid med rare følelser der lagrer sig på den gode måde. Og vi har mulighed for bevidst at være til stede sammen med barnet i både vente overgange og i stunder med kvalitets tid sammen med barnet.

Nærværet med en voksen og som voksen er hukommelses værdigt.

Min mor var fantastisk til at være i nærvær med mig. Bare være og opleve og glædes over vandpytter, knitrende efterårsblade og smukke solopgange før skolestart. Finde haletudser og tage dem med hjem. De små ture til Irma efter chokolade blomster som vi nødt, før hun igen skulle afsted. I disse øjeblikke var hun lige der sammen med mig. Hun var utrolig meget væk pga arbejde og alene mor. Men disse øjeblikke i nærvær sammen med mig, gav mig følelsen af at være hel inden i og forbundet med min mor. Barnet ser om man ærligt har det godt, og jeg så min mor var ægte glad.  Det bedste jeg vidste. At være glad sammen. Jeg oplever nærværs oplevelser med min datter og det er samme skønne følelse. Og har lært fra dengang hvor vigtigt disse stunder er. Glemme sig selv i øjeblikket sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Meet the Author

Mor, skuespiller, sanger og danser. Cand.mag. i teatervidenskab og musik. Pædagogisk uddannelse og Steiner lærer uddannelse. Har arbejdet på scenen og film i 25 år - grybay.com og nu hjemme fuldtid med min datter Lærke.

Comments on this entry are closed.